I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Amatørernes Kunst & Kultur Samråd
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 682 (680)
Tegninger i alt: 37 (36)
Offentlige Tekster: 372 (372)
Offentlige Tegninger: 28 (27)
Kommentarer i alt: 2816 (2809)
Medlemmer i foreningen: 51 (50)
Kommentarer pr. tekst/tegning: 3.92 (3.92)

Månedens Medlem
Den mest aktive bruger indenfor de seneste 30 dage var: Kirsten Elgaard, som får én måneds GRATIS medlemskab.

AKKS
I bestyrelsen mener vi, at en amatørforfatterforening som Forfatterhaab.dk hører naturligt hjemme i en paraplyforening som AKKS - Amatørernes Kunst & Kultur Samråd. Vi vil derfor sende en ansøgning om optagelse, der vil blive behandlet på det årlige repræsetantskabsmøde i AKKS, der normalt finder sted i maj/juni - og så er vi medlemmer. Som medlem af Forfatterhaab.dk kan du allerede nu vælge at modtage nyhedsmail og deltage i AKKS' aktiviteter. AKKS afholder f.eks. et temamøde om lokal synlighed og fundraising den 5. november i Middelfart. Læs mere herom på deres hjemmeside www.akks.dk

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere Gadeprædikanten af Peter Fjelstrup (Månedens tekst i September 2011). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 31. november 2011

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Glasdjævel
Af Kim Hansen

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

En let brise blæste en hårtot ind i hans øje.
   Han fjernede den med en finger uden at tænke over det. Blikket var fæstnet langt ude i horisonten. Der ude, hvor intet var at se, end ikke de svage lys i vinduerne eller grænsen til udkantsdanmark.
   Han sank. Igen.
   Klumpen i halsen gjorde ondt i kirtlerne lige under øret. Endnu var det ikke blevet til tårer.
   I aften tog han afsked med en drøm, med et håb, og det var på sin plads at føle vemod og endog en smule smerte. Men sorg var noget man følte, når folk døde, gik bort eller forsvandt. Kun da græd man.

Nok var Jory forsvundet ud af hans liv, men der var mange, der forsvandt ud af andres liv.
   I evig cyklus gled mennesker fra hinanden over alt på kloden. Venner, bekendte og kærester forsvandt, fortæret af fremtiden. Erindringer blev slugt af forandringens hverdagsdis.
   Sådan var Jory forsvundet. I en galaktisk tåge af ordinært liv.
   Nu var han muligvis i Uganda, hvor han studerede antropologi, men han kunne også være i Århus og pleje sin handicappede mor. Eller han kunne være på hvilken som helst anden hverdagsgalakse, med dagligdagsbegivenheder og genvordigheder, hvor der ikke var plads til tanker om Daniel.
   Han kunne også være død.
   Men det gjorde for ondt at tænke på. Han ville aldrig få det at vide, hvis Jory ikke længere var en del af verden. Ingen vidste, at han levede her i centrum med et iturevet hjerte.
   Så kom en enkelt tåre alligevel.
   Han fejede den bort med samme fraværende ligegyldighed som hårtotten.
   Jory.
   For et år siden havde de sagt farvel her. På toppen af denne eksakte bygning. På taget af galleriet, hvor ferniseringen blev holdt.
   De havde stået her ved gelænderet og kigget ud over byen uden at se med andet end hjertet.
   Stemningen, lydene, duftene havde sneget sig ind under huden, ind i blodbanerne og havde pisket salte farveltårer ind i deres sensible sjæle.
   Kysset havde været blidt og uden håb.
   – Vi ses, Daniel. Pas på dig selv.
   Daniel havde nikket.
   Hvorfor havde Jory ikke bedt ham vente? Herregud, et år.
   Men Jory krævede ikke noget af nogen. Han havde alt for travlt med at give.
   Give sin mor, give verden, Uganda og alle andre, omsorg.

Sene augustaftener med direkte udsigt til mælkevejen, som i aften og som dengang.
   – Hvor er vi små, tænkte han. Hvad betyder mine tanker, min smerte og mit sjæleliv i forhold til denne mængde uendelighed. Er det ikke fjollet og utopisk at tro, at kærligheden skulle finde mig her?
   Det bekræftede blot hans antagelse af, at det enkelte individ var uden betydning. Det var den samlede masse af arten, der havde signifikant betydning. Ikke ham, ikke her.

Rådhusklokken slog elleve slag. Et sted i det fjerne steg først en gul, så en rød kaskade af gnister op i horisonten. Nogen fejrede noget.
   En fødsel, en bryllup, en afsked?
   Han skuttede sig i den tynde jakke. Så rystede han sig som en hund, rystede længslen af sig. Men den havde bidt sig fast. Sat sine lange, spidse tænder i hans følsomme kød.
   – Jory. Åh, Jory kom tilbage.
   Han overgav sig, gemte ansigtet i hænderne og lod bølgerne af sorg skylle over sig.
   Den augustaften ...

De havde mødt hinanden midt i september. Da Jory stødte ind i Daniel, der rundede hjørnet i galleriet med en halv meter høj glasdjævel i armene.
   Grønt glas, blåt, gult og rødt glas blev spredt ud over gulvet i et muntert regnvejr.
   Jory begyndte en ulykkelig messen.
   – Undskyld, åh gud undskyld, undskyld ...
   Og da det gik op for ham, at dét, der lå spredt på det lakerede parketgulv, var et unikt stykke kunst, umuligt at genskabe, var han lige ved at græde.
   Daniel var ærgerlig, selvfølgelig var han det. Det var næsten tohundrede timers koncentreret kreativitet, der lå der, men manden, der stod foran ham, var langt mere unik, og mindst lige så djævelsk smuk.
   – Hm, den bliver svær at undvære, sagde Daniel til manden med det kaffe latte-farvede hår, mon du vil stå i nichen i stedet?
   De lysebrune øjne stirrede uforstående på ham.
   – Nichen?
   Daniel lo, og den djævelsk smukke engel foran ham slappede så meget, at der kunne blive plads til vinger på hans brede skuldre.
   – Ja, nichen i vestvæggen har et særligt lysindfald. Der skulle min glasdjævel have stået. Vil du stå der i stedet?
   Den levende djævel rødmede. Klædeligt. De flagrende bevægelser med hænderne fortalte Daniel, at staklen ikke anede hvad han skulle sige eller gøre.
   – Jeg har en forsikring, sagde Daniel, det går nok.
   – Men den var ... den kan ikke erstattes, vel?
   Daniel trak på skuldrene.
   – Tag det ikke så tungt. Som kunstner laver man alting én gang, og når det er solgt, er det væk. Sådan er det.

Jory.
   Jory inviterede Daniel ud at spise som undskyldning. Daniel inviterede Jory med til ferniseringen som tak.
   Den aften, til ferniseringen, havde de stået på galleriets tag efter alle gæsterne var gået – fulde af champagne, hors d’oeuvres og kunstneriske indtryk.
   – Om to uger rejser jeg, sagde Jory, jeg skal til Uganda.
   – Hvornår kommer du tilbage?
   Daniel bed sig i læben. Hvad med alle de ting han ikke havde fået sagt? Alle de ord, der stod i kø i hans hjerte for at blive sluppet ud og blotte sig?
   – Om et år.
   – Et år?
   På grund af gelænderet, skete der ikke noget, ellers var han muligvis faldet ned i dybet under dem.
   Hans stemme var hæs, allerede ved at trække sig bort fra verden.
   – Jeg skal gøre mit studie færdigt.
   – Et år!
   – Jeg vidste jo ikke ...
   Jory rakte en hånd ud og lagde den på Daniels skulder. Hans blik gled undersøgende over den andens ansigt, så lod han en finger tegne konturen af et øjenbryn.
   – ... vidste ikke du fandtes.
   Daniel tog Jorys hånd.
   – Tag med mig hjem.
   Jory nikkede.
   – Ja.

Nogle blomster skal plejes, lokkes, fristes op ad jorden. Derefter skal de trimmes, prikles, knibes og synges for. Nogle skal flyttes fra lys til skygge og tilbage igen, for overhovedet at vokse sig store nok til at blomstre. Og selv som voksne og i blomst, er de sarte og vanskelige.
   Andre blomster trives og bruger kun kort tid fra de er sarte, undseelige frø til de er visne duske, der svajer i efterårets vinde. Og selv om de dør, genopstår de, når de igen vender ansigterne forelsket op mod forårssolen.

Spiren mellem Jory og Daniel voksede sig stærk, frodig og begærlig i løbet af de sidste to uger, inden Jory sagde farvel.
   Det gjorde han på en bænk i det næsten mørke galleri fredag aften.
   Der var kun de to og stilheden i bygningen.
   Det blide kys.
   – Vi ses, Daniel. Pas på dig selv.
   Han gik og overlod Daniel til den sorte ensomhed, hvor hjerteblodet drev ned ad væggene.
   I den tomme niche i vestvæggen, malede Daniel selv billedet af sin djævel med fantasiens pensel.

Jory.
   I aften var det endeligt farvel.
   Siden sidste år havde al hans kunst lignet knust glas, der lignede en djævel.
   Intet havde han hørt fra Jory. Og det havde han heller ikke forventet. Deres korte, eskapistiske affære var for længst forældet.
   I eftermiddag havde han færdiggjort en lille djævel, der, så godt som han kunne huske, var mage til den fra året før.
   Nu ville han gå ned i galleriet og knuse den. Ganske som han havde aftalt med sig selv.
   Det var en symbolsk handling, en afsked med djævlen, med galleriet og med smerten, der matrede ham endnu.
   I morgen ville han rejse bort og ikke vende tilbage før sårene var ubetydelige ar.

Han kiggede for sidste gang ud over byen, snusede duften ned i lungerne og vendte sig.
   Djævlen stod kun fem meter fra ham. Vingerne var stadig ikke synlige, men tænder lyste op i et smil.
   – Jory?
   Havde han stået for længe på altanen? Havde han taget skade af savn og længsel? Var han blevet vanvittig, inden han nåede at rejse bort, præcis som frygtet?
   – Du har lavet en ny.
   Daniel tog forsigtigt djævelen fra Jorys fremstrakte hånd. Hvis den af glas var virkelig, så var den anden vel også.
   – Jory, er det virkelig dig?
   Jory nikkede.
   – Hvor kommer du fra?
   – Nede fra.
   – Nede fra? Altså ...
   – Fra galleriet.
   – Åh.
   – Det ser ud til, at hver gang du laver en glasdjævel, så kommer jeg.
   – Det skulle jeg have tænkt på noget før.
   Han vendte den lille figur i hånden.
   – Kommer jeg for sent, Daniel?
   Daniel betragtede de brune øjne, så smilte han.
   – Nej, du kommer ikke for sent, du kommer lige tilpas.
   Han så en sidste gang på den lille glasfigur, lod en finger løbe hen over de farvede pigge på ryggen inden han kastede den ud over rækværket.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).