I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Deadline for Inspirator og for kåringen af Årets Tekst
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 451 (424)
Tegninger i alt: 13 (15)
Offentlige Tekster: 242 (218)
Offentlige Tegninger: 4 (5)
Kommentarer i alt: 1857 (1765)
Medlemmer i foreningen: 73 (71)
Kommentarer pr. tekst/tegning: 4,00 (4,02)
Bestillinger på Forfattamorgana: 47 (46)

Månedens Medlem
Vi har også i dette Nyhedsbrev fundet "Månedens medlem", som er den bruger, der har været mest aktiv på hjemmesiden indenfor de seneste 30 dage. Den mest aktive i denne måned var: Anja Adjoh.

Inspirator og Årets Tekst 2008
Deadline for Inspirator nr. 4 er den 1. november 2008. Send dit bidrag til inspirator@forfatterhaab.dk
Det er nu et år siden vi for første gang kårede Årets Tekst. Du kan derfor nu stemme på den af dette års månedstekster du synes fortjener titlen som Årets Tekst 2008! Bemærk der er enkelte af årets månedstekster som forfatterne har valgt at slette fra vores database, så disse tekster indgår af naturlige grunde ikke i afstemningen. Afgiv din stemme inden den 15. november 2008

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere Se Mig Som Jeg Er af Helene Svolgart (Månedens tekst i April 2008). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 15. november 2008

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Stem på din favorit til Årets Tekst 2008 - inden den 15. november 2008

Olga.
Af Peter Fjelstrup

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

”Som i vandspejlet ansigt møder ansigt,
   slår menneskehjerte menneske i møde!”
   Salomons ordsprog 27,19.


Olga er en lille sigøjnerpige på 6 – 8 år. Arme og ben er på tykkelse med spagettier, men arbejder som trommestikker. Løber og hopper og gestikulerer og dirigerer med sine to mindre brødre, som var de hendes trælle. Jeg møder hende som regel, når jeg går på markedet, hvor hun går fra bod til bod for at se, om der falder noget af, eller der er en skilling at tjene ved at hente vand, eller der skulle være en fremmed, som ikke synes, at nogle få ører er mange penge og får lyst til at købe et smil. I Olgas familie er der to større søskende og tre mindre, som hun har ansvaret for, når ikke moderen selv passer den lille. Hun skal sørge for, at de får noget at spise, lære dem hvilke hunde der bider, hvor man kan stjæle et brød uden at få tæsk, finde smutveje, der er for små til at voksne kan komme igennem – kort sagt, hele pensum i livets skole. Vi vil nok kalde hende tigger, men det er kun én af hendes mange facetter, det er den rolle, som passer os, når vi føler, at vi har det bedre end en snavset sigøjnertøs uden skiftetøj og køleskab, og demonstrerer det ved at give hende en ubetydelighed af vores overflod. Mindre end vi ville ofre på en kop kaffe eller en is. En mønt i samvittighedens automat – og ud kommer et takkekort fra Mother Theresa.
    Olga har to ansigter. Det ene med en bredt smilende mund og øjne, der funkler som diamanter, mens hun iagttager dig intenst for at aflæse din sjæl. Barnets ansigt. Det andet sørgende, underkuet, brutalt forkastet af den lunefulde skæbne, hvad du dog for en stund i guddommelig almagt kan råde bod på. Tiggerens ansigt. Jeg har været længe i landsbyen og kender familien og ved, at hun ikke kan komme hjem uden penge eller brød, så nogle gange giver jeg hende en mønt på trods af min fornufts protester om, at det bare vil fastholde hende i tiggeriet og måske endda øge familiens krav til den daglige indtjening. Andre gange, når jeg ikke har givet hende noget, og næste dags morgen ser hende med ophovnet ansigt og blå mærker på armene, giver jeg hende mere end jeg burde og skammer mig bagefter og ved, at nu bliver det endnu sværere for hende at komme tomhændet hjem.
    Disse mine kvaler er lysår fra Olgas verden. Almindeligvis er hun en glad lille pige, med barnets evne til at leve i nuet og uden de store spørgsmål til tingenes tilstand. For hende er der ingen omstilling fra at lege til at tigge, det er alt sammen sammenvævet i hendes folks kultur, hendes opdragelse og hendes spontanitet. Men for os andre er det et af livets store spørgsmål: hvad er et liv, og ikke mindst: hvad er et godt liv? Jeg kan ikke huske mit egen tid som 6 – 8 årig, men jeg er ikke sikker på, at den var lykkeligere, det er snarere hendes fremtid, der bekymrer mig, 6 – 7 unger, den første som 15 årig, en mand, der drikker og sandsynligvis slår hende, tandløs og nedslidt som 40 årig! Alligevel er denne sammenligning uretfærdig og hyklerisk, for hvordan måler jeg intensiteten af hendes første forelskelse, hvor mange gange hun skraldgriner i løbet af en dag, hendes glæde over den store børneflok, hendes samliv med hendes mand, som måske har bistået ved alle hendes fødsler og råbt og klaget om kap med hende i afmagt og fryd? Jeg ville ikke bytte, men det tror jeg egentlig heller ikke, at de vil.
    Om eftermiddagen, når markedstravlheden ebber ud, er Olgas foretrukne opholdssted i den anden ende af landsbyen ved byens eneste grill, hvor jeg også tit har min gang, Dels for at høre sladder, dels for at fordrive tiden med en forfriskning eller to. Grillen har til huse i en afsavet metalkasse fra en gammel russisk varelastbil, pyntet med en gang gråblå maling og med et lille glughul til at modtage og effektuere bestillinger. Vi kunder sidder ude i al slags vejr. Det er efterhånden ikke mere altid, Olga tager tiggeransigtet på, når hun ser mig. Dels er jeg ved at blive lidt mere fast inventar, dels ligner jeg jo ikke en sigøjner, så barnets nysgerrighed får nogle gange overtaget, og hun glemmer at passe sit job. En gang, jeg havde besøg af nogle venner fra vesten, og vi fik en øl på grillen, kom hun forbi med sin lillesøster på armen, sigøjnerne har en måde at binde deres spædbørn ind på, så man aldrig ved, om der er et barn indeni eller ej, men det ser meget rørende ud og de fleste fik også fat i nogle mønter og lagde dem i hendes fremstrakte hånd. Da hun så mig skiftede hendes ansigtsudtryk et øjeblik til barnlig gensynsglæde og tilbage igen til ”alt-for-lille-storesøster-med-lillesøster-på-armen” – tiggerrollen.
    Jeg havde været i landsbyen et års tid da jeg fik den første invitation til at komme ”til the” hos en sigøjnerfamilie. Selvfølgelig Olgas. ”The” hos en sigøjnerfamilie betyder, at du hellere må faste et par dage for ikke at komme til at fornærme dem ved kun at nippe til maden. De vil hellere pantsætte deres sengetøj og stjæle naboens høns end lade dig ane, at de ikke har salt til et æg. Så der bliver serveret kylling, grillede kødstykker på spyd, lidt kødboller, bacon, kartoffelmos, grøntsager og nogle særlige specialiteter som røget, råt grisespæk og nogle små sjove fisk med øjne og indvolde, som de sluger hele, mens de spærrer munden godt op og ruller med øjnene. Og skæver til dig for at se, hvordan du klarer skærene. Kun husets voksne mandlige medlemmer gør dig selskab ved måltidet, mens moderen og de større børn bærer fade ud og ind. Som regel er der også nogle naboer og slægtninge, som deltager i tilberedelsen og serveringen. Selve serveringen forgår på den måde, at de finder de mest udsøgte bidder og læsser dem over på din tallerken uden at spørge. Det er strengt forbudt at levne, men når du kender værten lidt bedre, er det tilladt at liste noget fra din tallerken over på hans. Eller helt bytte tallerken hvis det kan foregå på en behændig måde.
    Vi nordboer har mange forestillinger om de frie og stolte sigøjnere, hvilket er den rene skære pladderromantik, eller også har det været sådan engang, men findes ikke mere. De fleste lever i armod og håbløshed uden job eller fremtidsudsigter og kan hverken læse eller skrive. Dels er det halve af dem ikke registreret i noget folkeregister og har ingen papirer, dels går de sjældent i skole, fordi de bliver set ned på af de andre børn og ikke har ordentligt tøj at gå i skole med. Jeg er således udstationeret af WHO for at lære dem at bruge en effektiv kur mod tuberkulosen, som har bredt sig ukontrolleret efter Sovjetunionens sammenbrud. Men de fleste sigøjnere lever i den samme drømmeverden. De drømmer stadig, at de er kobber- sølv- og guldsmede eller ”baroner” eller forretningsmænd og rejser fra land til land og handler og tjener penge. Eller at de skal røve deres brud for næsen af hendes far, eller at de skal tilbageerobre deres søster, som er blevet bortført af hendes bejler. Det nærmeste de kan komme det sagnombruste sigøjnerliv er, når de slår sig på narkohandel eller ”trafficking”.
    Den sommer faldt der ikke regn i maj måned, og de nysåede vækster visnede på marken og i haverne. De fleste sigøjnere har en lille klat jord hist og her, men det er ikke deres væsentligste forsørgelse, selv om det kan holde mange i live en vinter over uden penge. Deres hovedkilde er de rigtige bønders overskud. Lidt arbejde der, lidt lån her, lidt ”måneskinsarbejde” der. ”Vi skal jo alle sammen leve!” Bønderne finder sig i sigøjnernes rapserier, fordi de mangler arbejdskraft i sæsonen, hvor der skal luges i rækkerne og plukkes druer, og majsen skal skæres ned kolbe for kolbe. Til gengæld snyder de dem så, når den aftalte løn skal udbetales. Denne sommer blev der ikke noget arbejde i marken, og der blev flere tiggere i landsbyen.
    Olga og jeg havde fundet en måde at være venner på, som tillod, at hun godt kunne vise mig, at hun ikke havde nogen penge at komme hjem med, men uden at det var nødvendigt at spille skuespil over for mig. Hvis hun havde penge nok til at holde fyraften, kunne hun snakke og spørge om alt muligt: ”Var mine børn gode til at tigge? Var de bange for hunde?” Jeg svarede, at de var vældigt gode til at tigge, jeg behøvede bare at tænke på en tur i Tivoli, og nej, hos os er hundene spærret inde, så de ikke kan gøre børn fortræd.
    Hvis ikke hun havde samlet nok sammen, blev hun bare stående uden at sige noget videre. Hun tiggede ikke, men jeg mærkede, at hun ikke var glad ved at gå hjem. Nogle gange spurgte jeg grilldamen, om hun havde et brød, jeg kunne give Olga, nogle gange gav jeg hende så mange penge, at hun kunne købe et. Jeg tror, jeg var fascineret af hendes ansigt. I de fleste menneskers minespil kan man læse en hel del af deres livshistorie, hvor mange gange gentagne ansigtsudtryk har samlet deres træk og furer til en fællesnævner af hele deres personlighed. Olgas barneansigt havde ingen fortid. Det var ikke præget af andet end de tanker, der lige nu fandtes i hendes hoved. Det var fuldstændig rent. Uskyldigt. Nej, jeg er ikke romantiker. Jeg hører ikke til dem, der går ind i The American Peace Corps for at fare verden rundt i deres egen lille jagt på Shangri-La. Men jeg er fuldstændig bevidst om, at jeg befinder mig godt i fremmede omgivelser. Så min følelse af at være en fremmed er begrundet i omgivelserne. Og ikke i at jeg flygter fra mig selv. Så jeg ikke tror, at der er noget galt med mig. Olga har det ikke sådan. Hun er der, hvor hun er og ingen andre steder. Hun er hjemme. På markedet, på grillen, på gaden. Det beroliger mig, at der findes mennesker, der hører til. Der, hvor de hører til.
    Min opgave i sigøjnerlandsbyen var for så vidt ganske enkel. Jeg skulle overvåge og registrere at godt firehundrede TB patienter indtog deres daglige dosis piller, og dernæst prøve at komme en hel del ammestuehistorier og overtro omkring TB til livs. Den første del kunne en hvilken som helst sygeplejerske have klaret, den sidste del var grunden til, at jeg havde måttet forlænge mit ophold flere gange. Hvis der gik panik eller sjusk i patienterne og de holdt op med den fastsatte kur i utide, ville bacillen blive resistent, og vi ville stå med en smitsom variant, som ikke kunne behandles med almindelige midler, og som i kraft af sigøjnernes bevægelighed ville kunne forårsage en nedsmeltning af hele WHO’s TB program worldwide i løbet af mindre end et halvt år.
    På grund af tørken var der mange mænd fra landsbyen, der rejste længere bort for at finde arbejde, også en del af mine patienter, og det blev uladsiggørligt at holde øje med, om de fulgte deres kur. Sult nu vejer tungere end en eventuel tidlig død om et par år. Jeg prøvede også at få midler fra WHO til at holde de angrebne i landsbyen, men organisationen er ikke gearet til hurtige beslutninger, og inden jeg havde fået noget svar, var det for sent. Nogle alvorlige samtaler med de implicerede var alt, hvad jeg kunne stille op. En af de bortrejsende var Olgas far. Seks børn og ingen indkomst lægger et vist pres på en familiefar.
    I denne tid skete det oftere, at Olga stod tavs og afventende ved grillen, i sommerens løb var der kommet andre til, en gammel morlil, som gik med overkroppen foroverbøjet, næsten vandret, hun havde overlevet alle sine børn og sin mand, og havde levet af at samle sammen på markerne, hvad der blev tabt eller glemt og efterladt af bønderne under høsten. Også en yngre kvinde med en tre-fire småbørn om benene havde nu fast ophold ved grillen. Det blev lidt sværere at indtage min halve grillkylling og øl, mens alles øjne hvilede på mig. Ikke bare havde Olga betroet mig, at hun aldrig havde smagt kylling, men de tre dollars, den kostede, kunne også havde købt brød til en hel familie i en uge. Jeg var tilsyneladende den eneste, der tænkte over det, for de andre kunder så ud til at nyde deres mad uforstyrret.
    Sigøjnerne selv er ret upåvirkede af det, vi kunne kalde den sociale dimension, jeg ved ikke, om det skyldes deres fjerne baggrund i det indiske kastesystem, eller det bare er vores kristne kultur, der anser det for mindre pænt at stille vores naturlige egoisme frit til skue. Jeg tænkte selvfølgelig overhovedet ikke på at dele min solide WHO-apanage med de fattige, der var bare eet eller andet i mig, der følte sig ramt, som om jeg havde været fattig og sulten og samtidig havde været luft for de folk omkring mig, der levede i overflod. Det er nok bare endnu et udslag af mit fremmedgørelseskompleks. I hvert fald så havde jeg ikke noget videre lyst til kylling i tiden derefter, ikke engang hvis jeg fik den bragt hjem til lejligheden, men jeg blev en god kunde hos bageren, han spurgte mig engang, om vi virkelig spiste så meget brød i Tyskland, som jeg kom fra, (Danmark findes ikke på deres mentale verdenskort, men Tyskland er de godt bekendt med efter det, de kalder ”Den store Fædrelandskrig”), en enkelt gang var jeg også så uheldig at tabe et par hundredrubelsedler foran landarbejderhuset, hvor Olgas familie boede.
    Sommeren blev lang og hed og de, der kunne vande i deres små haver, fik også en god høst af tomater og agurker og kål, men de basale afgrøder som kartofler, majs og korn var tabt. Undertiden fik jeg en lille sludder med Olga, mens de tilstedeværende tiggere hver fik den obligatoriske halvtredsøre. Hendes far var ”i Tyskland” og arbejdede. De havde fået besked gennem en onkel, at han ville komme hjem til efteråret, han skulle først arbejde de penge ind, som han havde lånt til at rejse for, og så ville han komme hjem ”med gaver til dem alle sammen”. Jeg ville gerne høre lidt nærmere om alle de bortrejste og deres muligheder for at passe deres daglige medicin, og inviterede derfor hendes mor og hele børneflokken til ”the” hos mig, fik min rengøringskone til at stable et solidt sigøjner-thebord på benene og havde også fyldt et par plastikposer med forskellige madvarer. Det var inden for den vedtagne gæstfriheds rammer, fordi jeg havde været gæst hos dem først. Nadia var selv en af mine patienter og kom på klinikken sammen med to af hendes børn, der også var smittede. Heldigvis var hun begyndt på kuren inden den lille nye kom, og vi var fortrøstningsfulde overfor, at lillesøster ikke ville få smitten, hvis bare hele familien passede på. Nadia og de to ældste søskende var blevet smittede engang, de besøgte Aruna i fængslet, hvor næsten alle de indsatte havde TB.
    Nadia havde kun fået den samme besked som Olga havde genfortalt, blot fæstnede hun sig ikke så meget ved ”gaver til dem alle sammen”, hun var mere optaget af, at de kunne tilbagebetale de tohundrede dollars, Aruna havde lånt til at rejse for. Sigøjneren, de havde lånt pengene af, boede i landsbyen og havde ry for at være ubehagelig overfor skyldnere og kunne godt finde på at kræve ekstra renter udover de hundrede dollars, lånet havde kostet. Hun havde ikke hørt noget om medicinen, så på det punkt var jeg lige vidt, men jeg frydede mig over at se ungerne hugge i sig af maden, og glædede mig til at give hende poserne.
    Da sommeren var næsten ovre, hørte vi igen nyt fra Aruna. Han var blevet indlagt på et hospital i Belgien og havde fået besked på at blive der eller blive sat i fængsel i isolation. Han var faldet om på arbejdet med blod ud af næsen, og da de havde fået undersøgt ham, var tuberkelen resistent over for fire af de seks præparater, der i dag findes til at behandle TB. Deriblandt selvfølgelig de to, han havde fået af mig. De turde simpelt hen ikke risikere at slippe ham løs blandt andre mennesker og gav ham besked på, at han ikke kom ud før om otte måneder, medmindre han var død. Det blev jeg jo absolut ikke glad for at høre, hverken for familiens skyld, eller for mit arbejdes skyld. Jeg indkaldte dernæst alle, der havde været ude at rejse i sommerens løb, og foretog en ekstra undersøgelse for at se, om vi havde fået flere multiresistente patienter i programmet. Vi fandt fire, som jeg derpå sendte til intensiv behandling i hovedstaden.
    Situationen var værre for Olgas familie, de havde nok kunnet overleve en vinter på sultekost, men nu havde de også fået ågerkarlen på nakken og måtte nok imødese en eller anden form for ”overtalelse” til at skaffe de to hundrede dollars, de skyldte ham. Jeg ville selvfølgelig have kunnet undvære dem af mit eget budget, men hvis det rygtedes, ville der være mange skyldnere i en landsby med seks tusinde indbyggere, der ville lide overlast, indtil de havde fundet ”en rig onkel fra Amerika”. Naturen er ubønhørlig og ligeså er snedigheden hos mafiaens pengeudlånere. I samme øjeblik jeg viste tegn til at ville gå ind og redde nødstedte familier, ville der næppe være én familie i området, der ikke var i klemme på én eller anden måde. Eller kom det.
    Jeg afventede derfor med spænding, hvad pengeudlånerens næste træk ville være. Alle forsøg på at tale til hans medmenneskelighed blev selvfølgelig forsøgt, men det var forudsigeligt nok som at slå vand på en gås. Nadia spurgte mig forsigtigt en dag, om der var nogen mulighed for at få penge fra det hospital, hvor Aruna lå. Det er muligt, at de ville have kunnet hjælpe, hvis familien havde boet i Belgien, men at skulle forsørge en sigøjners familie i Østeuropa var helt urealistisk. Så en dag havde Nadia besøg af et par håndlangere, der krævede en ”løsning på problemet”. De var ikke voldelige, men stod bare og kiggede sig hånligt omkring, mens de tændte deres cigaretter og snakkede om ”hvor let det gik ild i sådan en gammel rønne. Man må ikke håbe, at der er nogen, der ligger og sover, for så når de næppe at komme ud!”
    De følgende dage har Olgas familie sikkert ikke sovet så meget, Nadia i hvert fald slet ikke, Hun ville ikke kunne forvente nogen virkelig hjælp fra politiet, de er som oftest meget lidt villige til at blande sig i sigøjnernes interne anliggender, desværre også tit til at købe for penge. Dagene gik og jeg forventede halvt om halvt en dramatisk udvikling i sagen, mens jeg argumenterede med mig selv, om der var noget som helst, jeg kunne gøre. En halv snes dage senere troppede hun op i min lejlighed sammen med Olga og et par mandspersoner, som hun kaldte onkler, men som jeg vurderede til at være mafiosi. De havde en overlegen, brysk holdning i modsætning til Nadia, som så synligt rystet og modfalden ud. Olga så ned i gulvet og kunne ikke møde mit blik. Deres ærinde var, som Nadia sagde, at de havde et forslag at gøre mig. Hendes øjne flakkede og de to mandspersoner måtte skubbe til hende, før hun endelig sagde:
    ”Vi tænkte, at du måske ville købe Olga?”
    Selvom jeg havde været forberedt på lidt af hvert, blev jeg alligevel en hel del overrasket. Vist havde jeg hørt om menneskehandel blandt sigøjnerne før, men ikke at forældre solgte deres egne børn. Senere blev jeg klar over, at Olgas storesøster, der vel var i den for sigøjnere giftefærdige alder, skulle have været solgt eller bortgiftet til en rig baron, der allerede havde to koner i forvejen, men at giftermålet/handlen var gået i vasken, da baronen hørte, at hun var i behandling for TB. Jeg nåede lige i et glimt at skimte ordene pædofili, slavearbejder og børneprostitution inden jeg sagde:
    ”Hvorfor i alverden skulle jeg dog det?” Jeg var nødt til at gøre mig hård af hensyn til de to håndlangere, men jeg havde alvorlig medfølelse med Nadia, som havde været tvunget ud i et så umenneskeligt valg for sølle to hundrede dollars skyld.
    ”Du ved, at Aruna lånte penge til at rejse for….”, begyndte hun og brast i gråd. Efter et par snøft fortsatte hun: ”…..og nu truer de med….” Her blev hun afbrudt af den ene af gorillaerne, der sagde:
    ”Tusind dollars er vel yderst billigt for sådan en lille frisk og sund pige, der er opdraget til at klare sig selv og gøre hvad man siger!” Jeg fangede Olgas øjne og fastholdt dem et sekund, men kunne ikke tyde det udtryk, de havde.
    ”Men hvad havde I forestillet jer, at jeg skulle med Olga?” spurgte jeg, nu direkte henvendt til de to ”onkler”.
    ”Hun er en lærenem pige, hun kan holde hus for dig og købe ind for dig og vaske for dig og hun spiser næsten ingenting” sagde den ene.
    ”Og så vokser hun jo også til og bliver større”, sagde den anden med et ulækkert, svedent grin.
    Det værste jeg kunne gøre, var at vise følelser eller sindsbevægelse overhovedet, så jeg tog mig sammen og sagde:
    ”Hun er alt for lille og jeg har allerede en husholderske!” Nadia så på mig med et fortvivlet og desperat blik, så kortsluttede der et eller andet i hende, og hun gav sig til at skrige og banke løs på de to mænd med de bare næver. Den ene stak hende en to-tre lussinger med flad hånd og så trak de af sted med hende og Olga. Mit sind var i frådende oprør og jeg anklagede mig selv for de værste gemenheder, samtidig med at jeg i fantasien så mig selv skiftevis banke de to bøller sønder og sammen med et boldtræ og sparke næse og tænder og alt, hvad der lignede et ansigt ind på dem.
    I løbet af de næste par timer kom jeg så meget til mig selv, at jeg kunne tænke rationelt. Det var ikke så meget de tusind dollars, det var nogenlunde det samme som at have et fadderbarn i Afrika i ti år. Ikke mere end en uges løn. Men jeg tror som sagt ikke på, at vores kultur og levestandard er så meget bedre, at det kan berettige til at fjerne et barn fra dets fødested, familie og kulturelle baggrund. Selvfølgelig er det noget andet med børn fra børnehjem. Men bare det at jeg, som er barn af bønder og er opvokset på landet, har taget en universitetsuddannelse og for det meste bevæger mig blandt akademikere, har gjort, at jeg ikke rigtig ved, hvem jeg er, og ofte savner den naturlige kontakt med mine rødder. I min stræben efter viden og udfordringer har jeg selv gjort dem til fremmede. Og hvad har jeg egentlig opnået ved det? At føle mig som en fremmed ligegyldigt hvor, jeg befinder mig!
    Det var altså udelukket at ”købe” Olga. Men kunne jeg betale ågerkarlen og lade hende blive hvor hun var? Det ville være det samme som at kautionere for al landsbyens gæld i fremtiden. Jeg kunne selvfølgelig nægte at betale, men de implicerede ville komme til at smage mafiaens ”overtalelsesmetoder” ud i deres groveste konsekvens, indtil det stod klart, at jeg holdt stand og ikke ville lege julemand. Det kunne nemt resultere i flere mordbrande og en del korporlig vold, før mafiaen troede på, at kassen var lukket. Jeg nåede ikke til nogen afklaring den dag, og allerede dagen efter havde situationen udviklet sig yderligere.
    Olga begyndte at opføre sig unaturligt overfor mig. Hun løb mig om benene og spurgte om hun skulle hente noget til mig, om jeg ville have pudset sko eller vasket en skjorte, hun viste mig hvor god, hun var til at tælle, spurgte mig, om hun mon kunne få arbejde hjemme ”i Tyskland”, alt sammen med et mærkeligt feberagtigt udtryk i ansigtet. Første dag slog jeg det hen og tilskrev det den voldsomme oplevelse, hun havde haft i går, men dagen efter lagde jeg mærke til, at hun holdt ryggen så underligt stiv og usmidig, som om hun havde slået sig men ikke ville sige det. Da jeg løftede op i hendes t-shirt så jeg fem-seks blodunderløbne striber fra en læderrem tværs over hendes spinkle barneryg. Så tror jeg nok filmen knækkede, og jeg glemte al forsigtighed. Med en kæmpeklump i halsen og med tårer ned ad kinderne tog jeg hende varsomt op i favnen og prøvede at sige til hende, at alting skulle blive godt igen og at jeg nok skulle gøre det, der var nødvendigt og at hun skulle få lov at blive hos sin familie, og at hendes far nok skulle komme hjem igen, og hvad jeg ellers kunne finde på for at trøste hende. Så satte vi os og delte en sodavand mens hendes ansigt langsomt fandt tilbage til sit naturlige barneudtryk. Det var åbenbart gorillaerne, der ikke havde ment, at hun viste samarbejdsvilje nok, den ene havde holdt Nadia, mens den anden havde afstraffet hende med sin bukserem.
    Senere på dagen gik jeg hjem og skrev et par breve, eet til min kone og eet til min foresatte i WHO, hvor jeg beskrev situationen og bad dem gå til politiet med nogle navne, hvis der skete mig noget. Dernæst gik jeg ned på klinikken og fandt et par vigtige breve, som jeg skulle bruge næste dag.
    Næste formiddag opsøgte jeg så pengeudlåneren i hans hjem i en pompøs villa i velhaverkvarteret oven for landsbyen, kom forbi et par lejesvende og traf manden selv i slåbrok i hans dagligstue. Han var ikke overrasket over at se mig, og pegede på en stol for at lade mig sidde, mens han sagde. ”Du har måske ombestemt dig med hensyn til at købe Olga?” Jeg blev stående og sagde:
    ”Jeg håber, det var de tohundrede dollars værd at piske et lille barn, for det er alt, hvad du får for dem, medmindre du gerne vil have besøg af nogle af mine bekendte her!” Jeg viste ham de to breve, hvor to af landets kendte lejemordere stod som afsendere. Jeg havde lært dem at kende, mens de kom i behandling i fængslet, og eftersom kuren havde reddet deres liv, og jeg havde behandlet dem som de mennesker, de var inde under forbryderimaget, havde vi kunnet tale sammen om private ting, som de gerne ville have i orden til de kom ud, og det havde de takket mig for i disse to breve. Han læste dem langsomt og vendte og drejede konvolutterne i hånden, mens hans ansigt fik et eftertænksomt udtryk.
    ”Hvad vil du have, at jeg skal sige til folk?” sagde han lidt forsigtigt. Han gennemgik formentlig i tankerne, om det kunne betale sig at slå mig ihjel her på stedet, eller det ville være for farligt. Jeg kunne have fortalt andre, at jeg var her, og der ville også være større grundighed fra myndighedernes side i at opklare en FN udsendings død, end hvis det var ham selv, der en dag blev fundet i søen med mursten i lommerne. Jeg sagde:
    ”For min skyld kan du godt sige, at du har fået valuta for pengene. På den ene eller den anden måde. Det vil folk nok tro på.!” Den ene af lejesvendene holdt spørgende hånden op til inderlommen, men ågerkarlen viftede afværgende med hovedet. Det så ud til, at bluffet havde virket. Hvis det var bluff. Efter at jeg havde set striberne på Olgas ryg, kendte jeg ikke rigtig mig selv mere. Jeg turde ikke hundrede procent garantere for, hvad jeg kunne finde på at gøre. Den pæne facade var blevet tyndslidt på et bestemt område, og jeg havde ikke engang nogen særlig uro i min samvittighed over det. Når ikke retssystemet i et land fungerer, vil der være nogle situationer, hvor man selv må tage affære.
    Jeg ved ikke hvor mange af landsbyens beboere, ågerkarlen var i stand til at narre. Allerede næste dag virkede det, som om alle vidste et eller andet. Nadias naboer og venner havde samlet sammen til at holde en lille improviseret picnic i en eng udenfor byen. Hendes taknemlighed var naturligvis overstrømmende, men også fra de øvrige sigøjnere mærkede jeg en fornyet respekt, ja næsten samhørighed. Mens jeg lå i græsset og sludrede med Olga og hendes søskende og deres naboer, opdagede jeg, at jeg ikke følte den samme rastløshed og trang til at komme videre, som altid havde fyldt mig tidligere, når jeg forsøgte at slappe af i naturen. Jeg var så vist ikke blevet sigøjner af at være solidarisk med dem, men jeg havde heller ikke længere følelsen af at være en fremmed. Hverken overfor dem eller overfor mig selv. Faktisk så havde jeg en følelse af, at jeg hørte til. Både der og derhjemme og hvor jeg senere kom hen.
   Jeg kan kun forklare det ved, at jeg må have ladet mig indhente af mit virkelige jeg.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).