I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Novellekonkurrence
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 368 (319)
Tegninger i alt: 21 (21)
Offentlige Tekster: 198 (169)
Offentlige Tegninger: 12 (12)
Kommentarer i alt: 1566 (1330)
Medlemmer i foreningen: 64 (54)
Bestillinger på Forfattamorgana: 44 (43)

Månedens Medlem
Vi har også i dette Nyhedsbrev fundet "Månedens medlem", som er den bruger, der har været mest aktiv på hjemmesiden indenfor de seneste 30 dage. Den mest aktive i denne måned var: Anja Adjoh.

Novellekonkurrence
Vi vil minde jer alle om den novellekonkurrece, som vi har udskrevet i samarbejde med Forlaget DarkLights Temaet er: Tro, håb og kærlighed og konkurrencen er KUN for medlemmer af Forfatterhaab.dk!
Novellen skal være på min. 2500 ord og max. 4000
Dit bidrag skal sendes til novelle@forfatterhaab.dk inden den 31. december 2008

Novellesamlingen får samme titel som vindernovellen og forfatteren modtager derudover en pengepræmie på kr. 1500,-
Forfatterne til de noveller, der kommer med i samlingen, får naturligvis alle et gratis eksemplar af bogen. Udgivelsen, som vil finde sted i april, kræver naturligvis at vi modtager nok kvalificerede bidrag! Når vindernovellen er fundet vil der blive udskrevet en omslagskonkurrence blandt foreningens illustratorer, hvor vinderen modtager kr. 1000,-

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere manden der fik liv af Claus Gall (Månedens tekst i januar 2008). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 15. september 2008

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Du kan se en liste over de tekster, der foreløbig kandidere til Årets tekst 2008

Soldatens død
Af Stine Riddervold

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Soldatens død.


    En miles ligger under Thrakiens himmel og ser de drivende, uldne skyer, som jager af sted med forårets friskhed, blafrende i brisen som vasket stof på en usynlig snor. Bækkene springer et sted derude, isen jamrer sig og brækker af i store, knagende stykker, der kejtet og forsagt flyder med de piblende strømme, som forkynder vårens komme. Soldaten ligger inde i skygge; han ser bort fra himlen og stirrer hen over rækkerne af klinger og små kastevåben, som er blevet stuvet sammen til ulige, uordentlige bunker her, hvor han har til hvile – hvor han med lange, dirrende åndedrag venter og svækkes fra time til time.
   Miles Marcus ligger under Thrakiens himmel, med rindende blod af næsen og krampe over underlivet. Han vender sit dumpe blik mod amuletten, hvis skygge kaster en grå stribe over hans hvide finger, mens han drejer den og føler den indgraverede kraft, som nu synes at have forladt ham her. Han vandrede i stolthed fra gadernes dunstende labyrinter, fra de hældende, hviskende huse og de støvede stræder, da han i dyrt og skinnende udstyr tog afsked med sin barndom for at gå våbenvejen og dø ærefuldt i åben kamp. I stedet for markedspladserne ligger nu de uendelige græsvidder, i stedet for fontænernes skallede kummer, hvor tusinder af elskende gennem tiden har mødtes i det intime mørke – byltet ind mellem hullede husfacader og opklodsede vogne, sejler nu ukendte floder og vandløb gennem landskabet og bærer en ukendt duft af mosbeklædte klipper og vandplanter med sig.
   Den døende Marcus er ankommet for blot få måneder siden og har aldrig været i kamp. Området er fredeligt, befolkningen venlig og tilforladelig. En aften for et par dage siden havde han af vanvare stået for tæt på en nervøs, utilpasset hest, der ved et præcist og hårdt spark over hans lænd beredte ham det kropsindre banesår, hvor sygdommens onde ånd nu regerer uindskrænket med alle de følger, som kommer af sårfeber i udbrud. Han blev ganske dårlig med stikkende smerter og trækkende kramper og kastede blodigt slim op i en lind strøm, indtil han faldt i en krampedøs og aldrig skulle rejse sig igen. De andre bar ham til hans leje, hvor han blev tilset af medicus og blev tilskrevet Dødsriget med stor sikkerhed. Med blodigt udslæt over den gustne hud og glasagtige øjne lagde Marcus sig i en tung og dog urolig søvn, som lod smerterne træde i baggrunden – dog kun for at lade dem sætte ind med fornyet kraft, så snart han kom til bevidsthed igen. Nu ligger han et øjeblik alene. Kramperne kommer og går i en ustabil rytme som fejende vindstød, der truer med at vælte ham omkuld og lader hans øjne sejle i vand og huden i hans fine ansigtstræk vige i smertensgrimasser, indtil krampen atter ruller bort og lader ham ligge slap og med den dødsdømtes sorgfulde fortrydelse over det, der aldrig kan gøres om, tegnet i det gulligblege åsyn. Han løfter opgivende hånden og fører den ned over underlivet, som er stift og koldt som gammelt voks og efterhånden spættet af blodudtrædninger, der ligger som et fintrådet spindelvæv ud over hans udstrakte hvide hud. Sol, ædelstenshvidt lys, som brydes i tusinde retninger, i tusinde nuancer, tusinde stemmer og grelle og dulgte farver, bølger uden for teltet i vandingstruget som iris’en i et viist øje, et seer-øje på bunden af en brønd. Marcus ser sløvt ud gennem teltåbningen og følger med øjnene som gennem tåge de få ting, han kan se fra sit leje. Hans tunika er vædet af sved og blod, og han, som plejer at våge ved hans side, har forladt ham for en kort stund for at gøre et ærinde.
   Miles Marcus venter på den næste krampe og håber, at det snart må være forbi. Han ser ud gennem teltets åbning og ind igen, blikket er tåget og udflydende, men endnu ser han. En stivet tunika ligger på en af de andre soldaters tomme leje og venter sandsynligvis på den ligfærd, der vil sende Marcus til Underverdenen på anstændig vis. Tunikaen er hvid og ren, med skarpe folder og bølgende kanter. Folderigt er noget, når det består af glatte stykker af fladt stof, som står i forskellige vinkler på hinanden. Af skygger og linjer, fuldendte former og et glidende spil af lys og forskellige nuancer i grundfarven. En rigtig drapering er aldrig krøllet, men folderig. Krøl er et ukontrolleret net af forhøjninger og fordybninger i et ulogisk mønster, men folder er smukke og iscenesatte, skabende den helt rette effekt. Hans kammerat, der har siddet ved hans side i evigheder og givet ham at drikke gennem en vædet svamp og tørret sved og blod af hans udtærede legeme, må snart være tilbage. Han skulle blot hente en ting, og nu er det, som om han har forladt den sidste rest af liv i Marcus, som han ellers har delt alt med, siden Marcus ankom i sit skinnende udstyr til et land, han ikke kendte. Han forsøger uroligt at vende sig på sengen, men det lykkes ikke helt. Dér står hans hjelm, som han aldrig bærer. Hvorfor også – dét, man skal rammes af her i livet, skal nok finde én alligevel.
   Marcus har vist en pige sit panser og sine sømbeslåede støvler, førend han drog bort for evigt. Han fumlede metalpladerne på plads, så de lå og skrabede ind over hinanden, og han fortalte hende, hvor de bed i tunikaen indenunder, når han bar dem på kroppen. Tunikaen, som har en fuldendt højrød farve, der virker som ild og elskov mod krigernes fattigblege hud. Ikke blodrød, dertil er den for lys – men rød som teatersminke, rød som ludernes hule kinder, rød som noget, man aldrig har set før. ”Se,” sagde Marcus og gned hænderne hen ad pladerustningen. ”Man kan få fingrene i klemme.”
    Hvad har den mand, som skal skrive det sidste brev til Marcus’ fader, tænkt? For ham var han én blandt tusinder. Han har tænkt på vigtigere og mere presserende ting som vejanlæg, lampeolieforsyninger, teltduge, spydspidser og de indfødtes priser på korn. Marcus skal dø bleg og fattig, i en meget rød tunika og med hjelmen ved sin side. Over sit hoved har han et lys hængende i en snor; et lys, som er knækket i tre dele. I sin vadsæk har han et par amuletter og et musikinstrument, som han ikke kan spille på – købt af en lokal handlende, hvis dag denne handel har reddet. Ellers ejer han det, der er normalt at eje for en miles. Og nu trækker det op til et krampeanfald, men på en underlig måde rører det ham ikke.
   Noget dirrer, skælver, svinger pludseligt i en sælsom takt i hans indre, og med ét er han tilbage i det, han er kommet fra, før han drog bort med hæren og måtte lægge sig her. Han ser tilbage gennem livet, ser lyset, larmen, støvet, bevægelsen, den evige bevægelse, der præger barndommens by og som en spjættende krampetrækning sender folk og dyr i alle retninger. Han ser det og ser det ikke. Vandrende tunikaer med ben under; læs, der flyttes fra én gade til en anden, dampe fra mad og fra termer, han ser det og ser det ikke. Han strækker hånden ud og spreder fingrene. Gaden er en beskidt, indelukket, brun og hvid ufokuseret masse under hans rystende fingre, som han vender og drejer hovedet for at kunne se. Se rigtigt. Se. Fingrene ser han. Og han ser gennem dem, men ikke ud på gaden. Han ser gennem dem og ind i et ansigt, han kender så godt. Han ser. Han ser land, uendeligt land med tågede bjergegne og lavtliggende agre. Han ser kaprifolier smyge sig, men ikke om balkoners tørre, splintrende træværk som derhjemme. De ranker sig om høje, massive egetræer, som han ellers kun har set dem på billeder i mosaikker. Faldende vand, der rinder fra bjergenes fugtige sten og samler sig i mægtige floder, som løber gennem landet. Der dufter af rosmarin og våd skovbund, af dug og dyrespor, markernes aks står stolte og spændstige, og himlen er tæt af måger og andre fugle. Fuglene står skarpest for hans blik af alle disse indtryk. Han ser det, ser det og ser det ikke. Han ser sine fingre sprede sig og ser så gaden. Alt sammen ganske virkeligt. Og alligevel kan han få det til at forsvinde. Han ser det og ser det ikke; sygdommens onde ånde har lagt sig ud over alle lemmer og sanser – gul og tyktflydende tager den bolig i ham og har nu som det sidste indtaget hans lysbrune, oprigtige øjne.
   Hans langsomme hjerteslag er en vakkelvorn bro mellem fødsel og død. Hans hjerte, hans hjerteslag spænder buen mellem begyndelsen og enden på det, der er hans liv. En bro mellem fødsel og død. Men hvad er en bro, vil man spørge sig. Hvad er det? En sirligt, perfekt udformet stenkonstruktion – eller et faldefærdigt, livsfarligt bræt. En bro spænder en bue i intetheden mellem to punkter; den kan være åndeløst smuk og holdbar eller noget, man kun nødigt træder på. En bro er et middel til at krydse intetheden. Hans hjerteslag spænder en bro mellem fødsel og død – af og til ser den ud som en højt hævet akvædukt, der stråler i al sin vælde og vidner om hans folks storhed og snilde, andre gange er den blot vaklende bjælker over et usselt vandløb. Når han ser ned fra sit hjertes bro, ser han et landskab, som gradvist ændrer sig, som han går fremad. Han ser sig ikke tilbage. Han ser et landskab, der ændrer sig; han ser det og husker det. Og det, han går gennem, er intetheden. Han standser et sted på broen og tager et dybt åndedrag, der sender ham lige lukt ud over kanten og ned på et særligt sted:
   Marcus knipser den døde edderkop ind i murhullet, og pigen ser den aldrig igen. ”Så er den væk,” siger han og er klar til at gå videre. Forhindringen er overvundet. Men der er noget, hun må spørge ham om først.
   ”Hvis du skulle dø i morgen, hvad ville du så skynde dig at gøre? Hvis nu guderne havde været nådige og fortalt dig, at du skulle dø, så du ville have tid til at afslutte dit liv ordentligt, hvad ville du så gøre?”
   ”Hvis jeg havde én dag?”
   ”Ja – eller, en halv dag. Hvis du havde en halv dag, indtil morgensolen står op.”
   ”Jeg ville sætte tiden i stå, så jeg aldrig skulle dø. Selvom jeg ville få røven på komedie hos den gamle for det – han ville nok føle sig fornærmet over, at jeg ville prøve at bestemme over ét af hans områder, og så ville han ramme mig med sin lynstav, førend jeg overhovedet kunne nå at tænke over, hvordan tiden kunne standses.”
   ”Men hvis det nu var alvor… Jeg mener – tiden må man mindst være halvgud for at klare. Hvis du nu havde en halv dag, hvad så.”
   ”Det har jeg aldrig tænkt over før,” siger Marcus.
   ”Det er derfor, jeg spørger dig.”
   ”En halv dag – hm…”
   ”Indtil morgensolen står op.”
   – En fugl uden for den spændte teltdug, som dufter af tran og dyrehud, slår sig ned på en dirrende gren i et træ, som man af uransaglige årsager har undladt at fælde, hvorefter det nu står midt i lejren. Den er lille og brunlig, undseelig og mat i fjerdragten, og synger just nu ind til ham gennem svimmelheden, gennem sygdommens døs. Marcus stirrer blindt på fuglen og hører dens melodiske lyde, der lægger sig om ham som en trøstende vise i livets sidste stund. Alle de fugle, som holder til her – store og sorte, hvide og brune med udbredte vinger, sejlende i luften. Derhjemmefra kender han kun mågerne, som skræpper op og kredser over havnen, krigeriske og hurtige i bevægelsen, når de dykker og af og til strejfer ham over håret med en flosset vinge. Den lille fugl sidder blot, som om den venter. Den lægger hovedet på siden og tier et øjeblik. Pudser fjerene og gør klar til at sætte af for at svæve ud over det endeløse fremmede land, og den hopper frem og tilbage på grenen på sine tynde ben. Den slår de små vinger ud, basker hurtigt men bliver så alligevel siddende. Den synger igen. Tonerne svirrer om Marcus, de opløser sig i hans hoved og synes dog alligevel at forme sig til ord. Den lille fugl taler til ham – den plirrer med de bundløse sorte øjne og beretter i lange, spinkle, metalliske klange pludselig en lille historie for ham, mens hans åndedrag bliver langsommere og langsommere, mere hivende og uhyggeligt hæse, som var han et udtjent muldyr. Fuglen fortæller:
    En ung mand var blevet taget af dødens ånder, der lempede hans sjæl, som elskede en kvinde og for alt i verden ikke ville bort, ud af legemet på hans dødsleje. Ånderne sled og stred for at få sjælen med sig som den tynde, grålige stribe af sorg og arnens røg i barndomshjemmet, som den nu var – men sjælen var for luftig og gled dem af hænde, hvorefter den flagrede bort, slingrende og forsagt, opløsende sig i morgentågen på vej ud gennem vinduesbuen i det hus, hvor den unge mand havde lagt sig til evig hvile. Underverdenens ånder satte af sted efter den undslupne sjæl og fik hold på den igen; men nu havde sjælen jo set, at den netop kunne flyve ud og af sted uden at blive holdt oppe af dødens skabninger, og den drømte sagte om et andet liv, højt over Byen, som ét med himlen og de milde briser over Tiberens vande. Men mandens sjæl vandrede til Dødsriget, som den var bestemt til.
    Nu var det således, at den unge mand havde elsket en kvinde, der aldrig havde været vidende derom. Hun levede af solens stråler, i sundhed og lykke, og var gift med en mand, der ikke ville gå bort foreløbig. Da vansmægtede den unge mands sjæl i Underverdenen i strømmen af grå sjæle, der flyder mod et endeløst punkt, hvortil de aldrig kommer, og hvorfra de aldrig skulle vende tilbage, om de nogensinde kom dertil. Og hans sorgfulde sjæl, der havde hørt om fortabte sjæles ulykke, lærte, at fortabelsen ikke lå i, at hans elskedes sjæl levede, mens hans egen var død, men snarere i det ulykkelige punkt, at hans elskedes sjæl aldrig skulle forenes med hans, thi hun ventede ikke på at dø for hans skyld. Således gik en tid, hvor den unge mands sjæl var ulykkelig og blot én af de grå sjæles masse. Han tænkte, at sjælen dog kun var fuldendt i et legeme, og hvis han kunne, skulle han rejse sig fra de dødes lejr og bedyre sit hjerte for kvinden i solen. Da var det jo sket, at hans sjæl ved et tilfælde vidste, at den kunne svæve uden dødens støttende hånd under sig. Efter en tid, hvor kvindens billede stod tydeligere for den unge mands sjæl mere end nogensinde, og hvor han var drevet mod hende, mod livet og solen, med en sådan kraft, der kommer af sorg og ulykke, skete det, at sjælen undslap sine vogtere.
    Jeg kan ikke sige, at det var en morgen eller en aften, en dag eller en nat, for i Underverdenen er der kun den kolde, grå og slimede strøm og intet lys, og tid kan man ikke engang sætte på denne fortælling, skønt det allerede er gjort – for Underverdenen regner kun med evigheden og intet andet. Men den unge mands sjæl, som nu af erfaring vidste, at dødens vogtere ikke gav opmærksomhed mod de mest forpinte, kravlende og svage sjæle, thi de skulle nok kende deres plads, faldt mere og mere sammen i sorg og ubemærkethed, indtil den kun var et flygtigt askepust. Således var det muligt for den i sin kvide at slippe ubemærket ud gennem Dødsrigets slimede porte, væk fra sjælestrømmen, og op til menneskenes verden. Guderne fulgte nysgerrigt den unge mand, og de greb ikke ind i tingenes gang, for selv guder elsker en god historie.
    Da ankom hans sjæl til menneskenes verden ved den spæde morgens første hvide stråler, og den svævede lydløst ind over de røde tage og hilste pænt på larer og lemurer, guder og ånder, og hvem der ellers kunne se den. Den duvede ind gennem den elskedes åbne vindue og hang i luften over hendes ansigt, lille og undseelig som den var. Det fyldte den unge mands sjæl med både glæde og dyb fortabelse at se kvinden igen, for skønt det var en genkendelsens lykke og dybe følelse af at være hjemme, var han dog kun et sjælepust og hørte til i en anden sfære. Kvinden, hans elskede, ville aldrig kunne fornemme ham. Og da vidste den unge mands sjæl også, at dødens ånder ville komme og søge efter ham, så snart de skulle opdage hans forsvinden. Derfor måtte han handle hurtigt, og da solens stråle ramte den sovende mands ansigt ved siden af den unge mands elskede, og den anden mand vågnede og så den unge mands sjæl hænge over ham, stod han op og ville vifte røgen bort. I sin tro om, at det var olielampen, som var brændt ud og havde efterladt sig en farlig os, viftede han sjælen ud ad vinduet. Men den unge mands sjæl lod sig ikke skubbe helt ud – den blev inde, og manden baskede endnu en gang med armene for at få osen ud i luften og ud af sovekammeret. Den unge mand lod sig ikke rokke. Netop som kvindens ægtefælle stod helt ved vinduets kant og viftede den unge mands grålige sjæl ud mod gaden, fejede sjælen til side og lod manden få overbalance ud gennem vindueshullet. Den ulykkelige styrtede lige lukt i afgrunden og ud af menneskenes verden. Men den unge mand var hurtigere end dødens ånder; så snart de havde hentet den forvirrede sjæl ud af den nedstyrtede krop, suste den unge mands sjæl ind og tog bolig dér, hvor den anden sjæl havde haft til huse. Han tav og lå på lur, til døden og dens luftige følge var draget bort, og derpå tvang sjælen legemet op. For et legeme uden en sjæl er en dødning, mens et legeme med en sjæl er et menneske, og sådan har det altid været. Og den unge mand stod op og gik op gennem gaden, mens folk kom ilende til hjælp og rædselsslagne spurgte, om han var kommet noget til. Faldet så ganske drabeligt ud, og bestemt kunne ingen overleve dét. Men kvindens livsledsager måtte nu være af en ganske særlig støbning, og gudernes hånd måtte være over ham. Den unge mand takkede folkene for deres opmærksomhed og gik op i huset, op mod himlen til den solbeskinnede elskede – som nu netop var, hvad folk havde sagt: hans livsledsagerske.
    Fuglen uden for Marcus’ teltdug letter fra grenen, som svirper under den spinkle vægt; Marcus kan kun se en ligegyldig snert af den, mens han kunne se hele fuglen. Snart er grenen i ro. Fortællingen er til ende. Der ligger et sværd efter ham, som muligvis har været tiltænkt én af hans krigskammerater – han fik det aldrig sagt.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).