I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Månedens medlem
Inspirator
Novellekonkurrence
Illustrere månedens Tekst
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 319 (322)
Tegninger i alt: 21 (21)
Offentlige Tekster: 169 (176)
Offentlige Tegninger: 12 (12)
Kommentarer i alt: 1330 (1292)
Medlemmer i foreningen: 54 (53)
Bestillingeer på Forfattamorgana: 43 (41)

Månedens Medlem
Vi har også i dette Nyhedsbrev fundet "Månedens medlem", som er den bruger, der har været mest aktiv på hjemmesiden indenfor de seneste 30 dage. Den mest aktive i denne måned var: Hanne Norkvist.

Inspirator
Alle medlemmer, der har betalt kontingent, skulle nu havde fået tilsendt tredje nummer af foreningsbladet Inspirator.

Hvis du ikke er medlem kan du købe bladet for kr. 40,- ved at skrive til: kasserer@forfatterhaab.dk med navn og adresse.
Ved bestilling af både Inspirator nr. 2 og 3, kan du få tilsendt begge blade for i alt kr. 60,-



Så længe lager haves, kan man købe Inspirator nr. 1 eller 2 for blot kr. 30,- pr. stk.
Vi har meget få eksemplarer tilbage af Inspirator nr. 1, men så længe lager haves, kan man bestille alle 3 numre for den samlede pris af blot kr. 80,-

Novellekonkurrence
Som nævnt i Inspirator, har vi i samarbejde med Forlaget DarkLights udskrevet en novellekonkurrence med temaet: Tro, håb og kærlighed. Konkurrencen er KUN for medlemmer af Forfatterhaab.dk!
Novellen skal være på min. 2500 ord og max. 4000
Dit bidrag skal sendes til novelle@forfatterhaab.dk inden den 31. december 2008

Novellesamlingen får samme titel som vindernovellen og forfatteren modtager derudover en pengepræmie på kr. 1500,-
Forfatterne til de noveller, der kommer med i samlingen, får naturligvis alle et gratis eksemplar af bogen. Udgivelsen, som vil finde sted i april, kræver naturligvis at vi modtager nok kvalificerede bidrag! Når vindernovellen er fundet vil der blive udskrevet en omslagskonkurrence blandt foreningens illustratorer, hvor vinderen modtager kr. 1000,-

Illustrere månedens Tekst
Som illustrator kan du bruge denne udfordring/opgave til at vise forfatterne, hvor god du er til at fange stemningen m.v. i en tekst og få det ned på papiret. Bliver din illustration valgt som den bedste af de andre medlemmer og tekstens forfatter, får din illustration plads i novellemagasinet Forfattermorgana. Udover denne måneds tekst, kan du også vælge at illustrere Håb af Helene Svolgart (Månedens tekst i november 2007). For at kunne deltage i udvælgelsen, skal illustrationen være uploadet senest den 15. august 2008

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Du kan se en liste over de tekster, der foreløbig kandidere til Årets tekst 2008

Tiden fra 1960-1970
Af Kirsten Elgaard

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

Therese skal forlade folkeskolen, når hun er konfirmeret. Det gjorde moderen, så det skal hendes også. Therese vil gerne lære noget, men det falder nu engang ikke i hendes lod. Moderen kigger i avisen og finder en plads på en lædervarefabrik fra syv til seksten, samt lørdag fra otte til tolv. Therese skal så bo hjemme og tage med rutebilen til byen hver dag. Hver anden lørdag skal hun dog blive til fjorten og feje og gøre i orden sammen med en lidt ældre hjælpepige. To hold skiftes. Det er nu ikke det værste, for Stense, som Therese danner hold med, er sød og sjov og fortæller om løst og fast, mens de to ordner og fejer efter ugens arbejde. Men så melder problemet sig, for enten er Thereses rutebil kørt, eller også skal hun vente til hen under aften, og Stense foreslår, at Therese går med hende hjem. De kan købe en stang wienerbrød og lave kaffe. ”Det er da bedre end at sidde i den dødssyge ventesal”, siger Stense, som bor på klubværelse og nogle gange har besøg af en soldat, men det er mest om aftenen. Tøver Therese, siger Stense blot visvas. ”Kommer han, så kommer han, og kommer han ikke, så har vi det jo for os selv”. Og så drikker de kaffe og diskuterer handlingen i den sidste nye Cavling-roman i Hjemmet, som Stense holder sammen med de øvrige piger på klubværelsesgangen, og bagefter får Therese bladene i omhyggelig nummerorden, så hun ikke går glip af noget.
   Sommetider indfinder soldaten sig om eftermiddagen og skal gå til aften. Hvis der er byttet om på noget, så drikker de kaffe alle tre, og så skynder Therese sig afsted. ”Åhr, da osse”, siger Stense gerne, når soldaten banker på døren, og de lige har fordybet sig i alle de spændende mennesker, der færdes i Cavling-romanen. Men hun er jo nødt til at tage sig af Kurt, ellers finder manden jo bare en anden, og det er jo ikke sikkert, at hun selv finder nogen, selvom hun og Therese går i Tivoli Friheden hver anden lørdag aften, når de ikke arbejder over. Og hun må dog have en ny, som hun er nogenlunde sikker på, før hun slipper Kurt. Men det siger hun ikke direkte til Therese, for så synes Therese nok, at det er noget sært noget. Hjemme hos Thereses har de nok ikke to ad gangen, vurderer Stense.
   Det holder stik. Det er kun skuespillere og sådan nogle, siger moderen altid, hvis søsteren eller Therese kommer til at nævne det. Hvad forskellen var, fik de aldrig at vide. ”I mangler noget at bestille, eller I kan læse lektier en gang til i stedet for at snakke om sådan noget pjat”, siger moderen gerne. Og gådefuldt var det hele barndommen, hvor søsteren og Therese egentlig er kommet fra. Hvis Therese er i tvivl om noget, når hun kommer til byen for at arbejde, skal hun spørge en politibetjent eller en ældre dame, og udenlandske søfolk skal hun holde sig langt fra. ”Der er da flere af de andre”, siger søsteren i forbifarten. Moderen snøfter blot, som var hun forkølet, og beder søsteren gå ud og skuffe havegangene. Men sammen med Stense er der ingen forlegenhed, bare en stille accept af hinanden som de nu er hver især.
   Og en morgen er der blod på Thereses sengetøj og undertøj, og hun farer rædselsslagen ud af sengen og skjuler sengetøjet og bylter sig ud i så meget tøj, at hun dårligt kan sidde ned i rutebilen til byen. Hun får fat i Stense inden klokken ringer, og de går ned i gården, hvor de sidder på de solvarme brosten og spiser frokost, når vejret er godt. Oppe banker afdelingslederen frøken Larsen på ruden, for klokken har ringet. Stense fortæller i hast, at det er almindeligt, at maven bløder en gang om måneden. Det gør hendes også, og de kan købe det fornødne hos Schous varehus i middagspausen og få lidt styr på tingene, som Stense kalder det. Der er ikke noget at være bange for. Oppe åbner frøken Larsen vinduet. Hvis de ikke kommer med det samme, bliver de indberettet, meddeler hun kort og smækker vinduet i igen. Stense vil låne en bog af en ældre søster, så kan de læse i den om lørdagen, når de gør rent, siger hun på vej op ad trapperne.
   Og Tivoli Friheden får et vandorgel det år. Og Therese træffer en ven, som hun bliver ringforlovet med nogle år senere, men da er hendes og Stenses veje skilt og krydser formodentlig aldrig mere hinanden, og da Therese mange år senere beslutter at skrive om ”dengang”, er Stense en af stjernerne i Thereses lille univers.
   Det almindelige fabriksarbejde interesserer Therese så lidt, som noget kan gøre. Hun skal gå til hånde og arbejder mekanisk med hænderne, mens hun drømmer om alt muligt andet. Frøken Larsen skælder ofte ud, fordi hun ikke koncentrerer sig, og Therese tager sig nok af det, men det trænger ikke ind i hende som noget virkelig alvorligt. Og da der er gået nogle måneder, meddeler frøken Larsen, at man desværre ikke kan gøre brug af en person, der er så lidt interesseret i arbejdet, det kan hun sige hjemme, det er jo moderen, der har skaffet hende pladsen. Frøken Larsen er selv begyndt som hjælpepige og endt som afdelingsleder, men Therese er åbenbart ikke så klog, at hun kan se, hvilke muligheder hun går glip af, det kan hun også sige hjemme, og så kan hun få sin afregning med det samme.
   Therese er ikke glad, da hun sidder i rutebilen hjem. Hun vil få skældud af forældrene. Men fortælles skal det jo, og hun fortæller det til moderen, som straks går over i stalden til faderen og råber, så det kan høres ud på gårdspladsen, hvor Therese er standset op: ”De vil ikke have hende!!! Hun er afskediget!!!” Fyret som det hedder på fagsprog, men det sprog kender hverken Therese eller hendes moder noget til. ”Hun må så gå mig til hånde”, siger moderen ærgerligt, da den første forskrækkelse og harme har lagt sig. Imens må de se sig om efter en anden plads, denne gang i huset, for andet kan der ikke blive tale om. Therese vil gerne i lære i en forretning. ”Når du ikke kan være på en fabrik, kan du da heller ikke være i en forretning. Så skal du jo på handelsskole om aftenen, og vi kan ikke have to, der læser”, siger moderen bestemt. Nogen skal have plads, og det bliver Therese. Hun er mere bøjelig og har ikke samme status hos forældrene som søsteren, som læser på Århus Akademi om aftenen og arbejder nogle timer i en hospitalskiosk om eftermiddagen, inden hun går hen på kurset. I samme klasse er Jens Okking, Poul Petersen (P.P.) og mange andre, og snakken i hjemmet drejer sig næsten alene om, hvad disse mennesker nu gør, siger eller mener om dette eller hint, og den dag i dag husker Therese både søsterens studiekammerater og lærernes navne.
   Moderen og Therese studerer så avisen igen, så snart den kommer. ”Ja, det kan ikke hjælpe, at du kigger under andet end pladser i huset”, siger moderen ærgerligt, da Therese en dag får øje på en annonce, hvor der søges en ung pige til at gå til hånde i en forretning med hatte og handsker og lidt efter ringer op for at høre…Jo, hun kan komme til en samtale… ”Åhr, det er da ikke en plads at søge”, siger moderen. ”Men du kan godt tage afsted, så du kan blive overbevist”.
   Forretningen hedder Louvrè og ejes af fru Amalie Elvire Thomasen, som er en statelig dame på 68 år. Therese får pladsen og kan begynde til den første. Der kommer et brev med posten om ansættelsen, kan hun sige hjemme. ”Det er meget at gøre ud af dig”, siger moderen, da Therese fortæller det. Men Therese får et godt samarbejde med fru Thomasen i de syv år, hun er der og tænkte altid senere, at fru Thomasen måske er hendes skytsengel, for de to taler om mange ting, og Therese bliver inviteret hos fru Thomasen privat. Der er fine, blanke mahogni-møbler og et stort flygel, som fru Thomasens mand spillede på. Men han bliver aldrig nævnt, og det undrer Therese en del. Der er ingen børn, men der kommer nogle nevøer og niecer af og til. Ellers er fru Thomasen lige så alene som Therese, som får lov til at gå på handelsskole en eftermiddag om ugen gennem to år, selvom hun ikke er i lære. Fru Thomasens niece hjælper så til. ”Det skal de ikke tænke på, lille frøken Grann. Min niece vil gerne lidt ud”, siger fru Thomasen, når Therese undskyldende siger, at det er da alt for galt og ikke kan lide at gå, hvis der er travlt. Forældrene får aldrig noget at vide om handelsmedhjælpereksamen.
   En fredag aften i november 1963 ringer telefonen, netop som Therese er vendt hjem. Forældrene spiser forsinkede til aften i stuen. De er ved at få oliefyr installeret, og alt er flyttet rundt. Faderen tager telefonen. Det er morbroderen. ”De har skudt Kennedy…!”, råber faderen ud i stuen og holder telefonen ud fra sig. Morbroderen taler i det fjerne. Moderen skynder sig til radioen. Therese står midt på gulvet med overtøjet på. Faderen prøver at få fjernsynet på plads, da samtalen er slut. Men det er pakket sammen og skal stå, hvor kakkelovnen har stået, og det er ikke sådan at få til at fungere i en håndevending. Imens bliver stemmen i radioen ved og ved…”Præsident Kennedy er blevet skudt i Dallas i Texas få sekunder før klokken 12.30 dansk tid”…I baggrunden gentager en anden stemme budskabet på engelsk - ”udenlandsk”, som moderen kalder det.
   Dagen efter taler fremmede mennesker med hinanden på gaden. Et sjældent fælles øjeblik. ”Det er til at falde til drik over”, siger fru Thomasen til Thereses store overraskelse og beder hende hente 200 gram cognacbønner i Strøgets The- & Kaffehandel. De må have noget stærkt. Og det er også den dag, at fru Thomasen beder Therese til middag hos sig første gang. Der er kold skinke og grøntsager fra dagen før. Fru Thomasen rørte ikke maden, da hun hørte budskabet. ”Vil de tage til takke, lille frøken Grann?”, siger fru Thomasen og tilføjer, at der er Rubinsteinerkage til dessert. Fru Thomasen beder altid om dessert til weekenden. Og det laver fru Ring så, som passer fru Thomasens hjem. Det bruser i Therese. Tage til takke? Sådan har ingen nogensinde spurgt før. Hun ringer hjem. Hun kommer med den sene rutebil. Den kommer søsteren også med. ”Det er så tomt at være alene oven på sådan en hændelse”, siger fru Thomasen, da de låser sig ind lørdag eftermiddag. Fru Thomasen har altid kåbe, smuk bredskygget hat og trekvartlange handsker på. ”Nu laver vi en lille kop the, og så nyder vi et lille glas sherry før middagen, lille frøken Grann”, siger fru Thomasen. Hun nyder altid et glas dry shack før middagen og filosoferer lidt over verdenssituationen, og det gør de også den aften, da Therese er inviteret første gang. Skrækscenarierne ved de fint dækkede borde hos faderens familie på Sjælland, hvor der ikke måtte gøres forkert, og forældrenes ufred i den anledning, hendes egen uvilje mod at spise, og søsterens migræne og psoriasis, får allerhøjest fortidens skeletter til at rasle lidt. Frem kommer de ikke her i fru Thomasens rolige stue, hvor Therese lærer om vine, glas, fiskebestik, gafler, knive, tænger og dessertskeer og –gafler, der ligger krydset, så det er nemt at tage skeen og bruge kniven, hvis en frugt skal skæres i stykker. Kuvertbrødet spises ikke (det er en skam, tænker Therese altid som voksen, for det er som regel et lækkert lille stykke brød), en snip af servietten lægges ind under tallerkenen, så resten falder ned i skødet. Man sætter ikke en serviet fast i tøjet som hos moderens familie. Det skulle Therese på fem og søsteren på ni år huske på Sjællandsturene, og omvendt var det på besøgene hos moderens familie.
   Therese ekspederer, hjælper med at sy og kan sy mange ting selv, da fru Thomasen bliver syg, og forretningen må sælges. Og det bliver til et andet formål, for hatte og handsker er ved at gå af mode, og en ny tid er på vej. Therese er chokeret. ”Du kan jo ikke blive der alle dage alligevel”, siger moderen, og de studerer igen avisen, så snart den kommer. Og Therese får øje på en annonce fra et skibsværft, som søger hulkortdamer, gerne til oplæring, og ringer atter op for at høre. ”Der stod til oplæring”, siger hun beklemt. Ja det er korrekt. Hun kan komme til en samtale. ”Det er da alt for indviklet til dig”, siger moderen. Men Therese får pladsen på skibsværftet Flydedokken fra halv otte til seksten og hver anden lørdag til tolv, men kortere arbejdstid er ved at blive indført, så der bliver nok snart fri hver lørdag. Det er noget, fagforeningen bestemmer. Therese ved dårligt, hvad en fagforening er og nøjes med at nikke og sige ja og nej, som hun fornemmer, at de forventer af hende. Jo, jo, hun skal nok melde sig ind i en fagforening.
   ”Ja, for vi har ingen ansat her, som ikke er medlem af HK. Det forlanger dine kammerater i hullestuen”. Kammerater… Therese tænker på Stense, soldaten, Tivoli Friheden og Lennart, som hun skriver sammen med, fordi han er inde ved marinen og for tiden sejler med kongeskibet, som hun frygter skal lægge til der i byen. For hun har sagt hjemme, at det er en penneven.
   Da hun går fra mødet med personalechefen, besøger hun fru Thomasen på hospitalet, som ikke deler Thereses begejstring. ”Kammerater!? Jamen det kan de da ikke regne med, lille frøken Grann. Det er jo helt fremmede mennesker, det er ikke uden videre Deres kammerater. De burde jo lære noget eller gifte Dem med en rigtig god mand. Det havde jeg gerne set, inden jeg lukker mine øjne”. Disse ønsker får fru Thomasen ikke opfyldt. Derfor tror Therese, at fru Thomasen måske er hendes skytsengel. Therese når at besøge fru Thomasen nogle gange. Sidste gang de taler sammen, har hun lyserøde roser med, som hun forsigtigt lægger på dynen. Næste dag er fru Thomasen bevidstløs, og dagen efter er hun død. Therese græder, så hun ikke kan se, hvor hun går på gaden og støder ind i andre og skælder ud, som var det deres skyld og er for en gangs skyld ligeglad med, hvad andre tænker og mener. Den første tid går hun ofte til kirkegården. Så bliver der længere og længere mellem besøgene, og til sidst kommer hun to gange om året til fødselsdag og jul med roser og granpynt. Og en dag er graven sløjfet, men da er Therese midaldrende og i færd med at skrive om ”dengang”.
   ”Du bliver nok afskediget”, er forældrenes eneste kommentar til hullepladsen. Og Therese foreslår instinktivt, at hun bor i byen og får et værelse ovenpå i en stor gammel villa. Hjemme er stuen befolket af søsterens studievenner. Et par unge mennesker fra Holstebroegnen, også med landbo-forældre, kommer ofte cyklende på sommeraftener, og så går snakken med tidens ord, satire, parodi, Scherfig, Panduro og meget andet. Forældrene går højt op i det og begynder også at drikke vin til maden som noget helt selvfølgeligt. Landboernes børn strømmer til universiteterne for at læse. Der er ikke så stor klasseforskel mere. Det eneste, moderen er vred over, er søsterens nye sprogbrug, ”røv og gulvsand”, og påklædning som er cowboybukser og træsko, og så galt endda oplukker i bæltet sommetider. Det er da ikke passende, når man læser til præst. Og da de er inviteret til moderens kusines 60 års fødselsdag, og søsteren stiller i de forkætrede cowboybukser med oplukker og har træsko på, bliver der ballade. Men søsteren vil ikke skifte tøj og tager med, som hun er. Therese har sommerkjole og hvide sko på, moderen er også sommerklædt, faderen har åbenstående hvid skjorte og nypressede benklæder på. Ingen mæler et ord i bilen hele vejen til Grønfeldt, hvor tante Emma, som de kalder moderens kusine, bor. Hun opdager hurtigt, at stemningen er dårlig. ”Tag den nu med row, folkens. Fødselsdawen ska’ da int’ ødelægges ow et par træ’sker og en oplukker. I er da lige walkommen for det”, siger hun på sit Mols-dialekt, som moderen også har noget af i sit sprog.
   Therese føler intet savn ved at flytte hjemmefra. Værelset er med adgang til thekøkken og bad, og Therese går ofte i svømmehallen, og en ny verden begynder så småt at åbne sig for hende, og det gør der også på flydedokken. Der er fire piger i hullestuen, som den bliver kaldt i daglig tale. Lillian, Irma, Berit og Phyllis, som hedder Inga-Lis, men altid er blevet kaldt Phyllis, og Therese kommer så til, fordi Irma snart skal rejse, og bliver i bedste fald kaldt Therese eller bare ”hun”. For på dokken, som den bliver kaldt i daglig tale, sagde man ikke andres navne, men bare ”han” og ”hun”. Når kortene er hullet, skal de igennem en kort-sorteringsmaskine, som Irma passer i et rum ved siden af hullestuen. Irma skal giftes og rejser snart fra dokken, og EDB skal indføres i stedet for kort-sorteringsmaskinen, som er beregnet til at finde eventuelle fejl i de hullede kort. Irma sælger Tupperware i sin fritid og synger ofte en sang om Tupperware. Melodien på sangen passer i takt med lyden af den store sorte kort-sorteringsmaskine, og når maskinen går i gang med et nyt hold kort, går Tupperware-sangen som regel også i gang i rummet ved siden af hulkort-stuen. Lillian er gift og gravid. De andre er lidt bange for hende. Hun har altid nypudsede sorte sko på med kraftige hæle, ikke stilethæle som Berit og Phyllis, og mørkeblå kjole med hvid krave og hvide opslag. Når Lillian siger, at de skal hulle, så huller de, og når Lillian siger, at der er tid for en pause, så holder de pause. Man sætter sig simpelthen ikke op mod Lillian. Berit og Phyllis er veninder også uden for hulletiden og følges til baller og hvisker over hullemaskinerne om mænd, tøj, frisure, de bytter ugeblade og holder med vilje Therese lidt udenfor. De synes, hun er sær. Og når de tre er stået af bussen om morgenen og begynder turen mod havnen, følges Berit og Phyllis forrest og taler dæmpet sammen. Therese kommer lidt bagefter. Om vinteren er hun fornuftigt klædt på og ”mildest talt ikke særlig spændende”, siger Berit. De to andre piger har flortynde strømper og højhælede sko på. Også når sneen ligger i hårde, frosne klumper på fortovet eller er føget sammen fin og hvid ind mod husmure og fortove, inden den opløses af gadens travle trafik og bliver til gråt gennemkørt pløre der sidst i 1960’ernes isvintre, hvor lyden af værftets jern og stål banker højt gennem de mørke glasagtige frostmorgener som en lovsang om fast arbejde, solidaritet, fagforening og retten til at strejke. ”Dokkens sang”, siger Berit gerne, når de tre begynder turen til havnen.
   Det er ikke svært at hulle. Det er accepten i hullestuen derimod. Måske har fru Thomasen anet det, tænker Therese og erindrer den sidste samtale: ”Det bliver nok ikke helt nemt nogle gange. Men gør De nu Deres arbejde, lille frøken Grann, så går det nok. Det var godt, at jeg kunne have mit eget”, tilføjede fru Thomasen tankefuldt. Fru Thomasen spurgte aldrig til Thereses familieforhold, og Therese spurgte aldrig til fru Thomasens mand. De to havde en slags stiltiende overenskomst. I fru Thomasens generation skulle man helst være en frue. Nu har Therese en ny overenskomst, og det er med skibsværftet Flydedokken. ”Hør!”, siger Lillian en dag. ”I kunne tage Therese med i Århus Hallen en aften. Hun bor jo på værelse og er meget alene. Der er ingen mening i, at hun aldrig oplever noget”. Ingen svarer. De er bestemt ikke meget for at have Therese med i Århus Hallen, hvor de kommer fredag eller lørdag aften for at danse og nogle gange begge aftener. Men når Lillian siger det, er der ingen vej udenom. ”Ja, men så må hun da i hvert fald have en balkjole”, kommer det modvilligt fra Berit. ”Ja, men det kan hun vel købe sig, hvis hun ingen har”, siger Lillian. De fortsætter med at tale sammen, som var Therese ikke til stede i lokalet. ”Og et par sko”, tilføjer Berit. ”Ja, men så køber du det”, henvender Lillian sig endelig til Therese. ”Du kan købe det fredag aften, så er du klar til at følges med de andre på lørdag. Du tjener jo en god løn, så du kan vel købe, hvad du gerne vil have”. Ja, ja, det kan Therese da. Hun plejer at gå ture, kigge på vinduer, gå i biografen eller i svømmehallen og tager hjem på besøg nogle gange. Men hun kan godt lide tøj, og med gagen hun tjener, er det ikke umuligt for hende at købe noget af det, som hun ser i vinduerne på sine ture.
   I travle perioder arbejder pigerne i hullestuen over. Dagsedlerne fra værftsarbejderne hober sig op. Og Therese, der intet aner om fagforeninger og tariffer, skriver til at begynde med ikke sine overarbejdstimer på arbejdssedlen. Sådan var det jo ikke hos fru Thomasen, og Berit har hende skarpt i skole. Hun må jo ikke være rigtig klog. Det er dæleme ikke derfor, at de er i fagforening. Hun skal dæleme være glad for at Berit er en kammerat og ikke går til tillidsmanden. Men gør Therese det igen, så siger Berit det altså. De plejer at skiftes til at hente dagsedlerne ude på værftet, så alle har mulighed for at lære værftet at kende. Og det betragtes som lidt ærefuldt, når portneren sætter en af de pæne, nye stålhjelme, som også benyttes af direktionen og ingeniørerne, på hovedet af dem. Hjelme er fast inventar på værftet, færdes nogen uden, er det fyringsgrund. Therese har fundet ud af, at ”fyre” betyder afskedige. Hun afstår hellere end gerne fra at hente sedlerne, som de andre er så begejstrede for, men kan jo ikke undgå det og skynder sig afsted og river sedlerne til sig uden at se til højre eller venstre. Der er smede, værftsarbejdere, fremmede værftsarbejdere, kranførere, sandblæsere, der banker rust af de store skibe, som ligger i dok, og guderne må vide hvad. ”Skal du noget i aften?” Et sortsværtet ansigt kigger frem, et par andre ser spændt til. ”Ja!” Therese er ikke hjemme. Hun indskrænker altid sine svar til ja, nå og nej og jager tilbage til barakken med hullestuen alt hvad remmer og tøj kan holde, knalder døren i bag sig og synker om på stolen ved sin plads. ”Hvorfor spæner du sådan?”, spørger Lillian. ”Allerede!”, siger de to andre. ”Hvem var der? Ham der, du ved godt, var han der? Så du, om ham fra Nakskov Værft var der?” Therese ryster blot tomt på hovedet. ”Jamen, så svar dog, menneske, noget må du da have set. Du går vel ikke rundt med lukkede øjne”. ”Jamen jeg ved det ikke”. Therese er frygtelig ked af ikke at kunne svare. De ryster på hovedet af hende. ”Snakkede du slet ikke med nogen?” Therese ryster atter på hovedet. ”Ikke en eneste én?” ”Nej”. ”Du er da en mærkelig én. Blind høne finder jo da også et korn, kommer det sylespidst fra Berit”. ”Ja, ja, tag den med ro, kommer hun ikke med den første sporvogn, kommer hun vel med den næste”, kommer det myndigt ovre fra Lillian. ”Du kan jo selv hente de sedler, hvis du ikke er tilfreds med hendes svar”, tilføjer hun.
   Og næste gang skrider Berit afsted ud på dokken med hjelm på hovedet og et nyt regnslag flagrende efter sig. Nå, godt at tossen ikke ville, så kan hun måske få den sandblæser i tale fra Nakskov Værft, som var der sidste gang. Berit håber, at han skal blive fast denne gang. Sidste gang havde han boet på sømandshjemmet over en måned. Der bor de fremmede værftsarbejdere altid, og hun havde været nervøs, når hun havde været der. Men nu kan hun da heldigvis trække vejret lettet, for hun er begyndt at bruge p-piller.
   Og der er for alvor skred i tiden i 1968. Dokken får arbejdstiden sat ned til 40 timer om ugen, og det bliver moderne at spise p-piller, og strømpebukser er næsten lige så stor en lettelse – i hvert fald for kvinder. Og diskoteker åbner med go-go-dans, der bliver den helt store attraktion og skarpe konkurrenter til Århus Hallen og natklubben Maritza. Og hver gang det er den første, nyder Therese at gå byen og handle. Når hun er hjemme på besøg hos forældrene, møder hun altid op i sit gamle tøj. ”Det går godt”, siger hun som standardbemærkning, selvom ingen spørger om noget. Samtalen drejer sig stadig om søsterens studievenner, som forældrene også kommer sammen med. Therese savner ikke sit hjem og tænker ofte på de gange, hvor bordet er dækket i spisestuen til søsteren og hendes venner, og moderen dækker til Therese i køkkenet. ”De skal ikke vide, at du arbejder på en fabrik”, siger hun altid og serverer så for Therese i køkkenet eller på værelset. Therese spiser aldrig maden, men skærer den i småstykker og lister ud og giver kattene eller hunden Vally den. Så går hun om i haven, for der kan hun se ind i spisestuen, hvor de andre sidder rundt om bordet. Men hun passer altid på, at de ikke ser hende og skynder sig tilbage til værelset eller køkkenet, inden moderen serverer desserten, som hun måske spiser lidt af, men hun vil helst have noget af maden, når hun ikke må spise med ved bordet.
   Og hun spiser slet ikke i en lang periode. Lillian opdager det og går til tillidsmanden. Og Therese opfinder en historie om maveforkølelse og nogle mystiske smerter, der kommer og går, men nu skal hun nok gå til læge med det, og hun begynder at spise lidt, så de ikke opdager noget. Hun går ikke til læge, selvom hun får fri til det, men i byen og handler. Og i klædeskabet hænger en kameluldsfrakke i uld og cashmere og højhælede sko, og en lækker mørkebrun taske i blank oksehud er placeret i bunden af skabet. Therese nyder at købe god kvalitet, nyder hvert sekund, når hun vender hjem fra byen med indkøbene, pakker ud, dufter til en ny parfume, prøver tøjet, hun har købt, eller hvad det nu er. Værelset er lejet møbleret, så møbler tænker hun ikke på, selvom hun af og til ser noget, som hun godt kan tænke sig. Og hun opdager, at andre interesserer hende. Det havde hun dog ikke troet. Det er mest til ballerne i Århus Hallen. Hun er ikke vant til at danse og vil hellere sidde ved bordet, men som regel har hun det sjovt alligevel. Nogen overtaler hende, eller sætter sig hen til bordet, men hun tager altid alene hjem, for hun skriver jo sammen med Lennart, og de har bestemt, at de vil ringforloves, selvom de ikke har set hinanden længe. Og inderst inde er hun glad for, at Lennart er så langt væk. Når han er færdig med tjenesten på kongeskibet, skal han lære noget på Kastellet i København, og så ses de jo heller ikke.
   Men en lørdag aften, da Therese som sædvanligt sidder ved et bord i Århus Hallen, sker der noget af en revolution i hendes tilværelse, for en pige med kortklippet platinblondt hår, meget kort kjole, lange ben i lyse strømper og lilla ruskindssko uden hæle og et stort irgrønt spænde foran, kommer hen til bordet. ”Beth!” siger hun uden videre og rækker hånden frem. ”Må jeg slå mig ned her? Der er ikke andre pladser i øjeblikket”. ”Ja”. Therese nikker. Berit og Phyllis er ude at danse, men der er plads ved bordet. ”Med forlov?” Den fremmede pige hælder noget op af den tonicvand, som står foran Therese. ”Undskyld du, men jeg er så tørstig, og der står tomme glas. Jeg skal nok bestille selv”, siger Beth og smiler frejdigt mod Therese og lader så blikket glide over dansegulvet. ”Det gør ikke noget”, siger Therese og sætter straks tonicvanden over til den anden. ”Er du sammen med nogen?” spørger Beth og nikker mod de halvfyldte glas på bordet. ”Ja, det er nogle fra mit arbejde”, siger Therese. ”Nå, jeg plejer at gå på diskotek, men folk stod ved gud som sild i en tønde uden for Karavellen, og så begyndte det at regne, og så gik jeg. Men det her er da vist kun for bonderøve”, siger Beth og skuer igen ud over dansegulvet. ”Synes du ikke?” Bonderøve!? Therese er målløs. Det er godt, at Berit og Phyllis ikke hører det. ”Nåh”, siger hun så lidt stødt og så værdigt, som hun kan. ”Der kommer da både folk fra KU…og, og…mange andre”. Hun skulle nok ikke have sagt ja til, at Beth kunne sidde der. ”Hvad laver du?” spørger hun afledende. ”Jeg læser til børnehavelærerinde og kommer helst, hvor der er andre intellektuelle”, siger Beth og betragter stadig de dansende. ”Nå”, siger Therese kort og retter sig lidt på stolen og begynder at frygte øjeblikket, når Berit og Phyllis vender tilbage, men kan jo ikke så godt sige nu, at Beth ikke må sidde der. ”Hvad laver du?” spørger Beth så. ”Jeg huller kort på flydedokken”, svarer Therese. ”Det gør de andre også”, tilføjer hun. ”Nå, læser du så om aftenen eller hvad?” spørger Beth som den største selvfølgelighed. ”Næh, men det gør min søster”, svarer Therese, som kunne det hjælpe. Så kommer skæbneøjeblikket, hvor Berit og Phyllis bliver fulgt tilbage og anbragt ved bordet med et høfligt: Tak for dansen. Beth giver hånd og præsenterer sig. ”Jeg har fået lov til at sidde her af jeres kollega”, siger hun. Uforstående øjne stirrer. Kollega? Give hånd? På dokken giver man pote, når der er noget særligt. ”De giver pote derovre i dag”, siger Berit gerne med himmelvendte øjne, når hun kommer farende tilbage efter et ærinde i kontorbygningen. Og kollega, det er jo noget, direktørens sekretær taler om, som kommer sammen med en lægestuderende og altid er nervøs for, at Olav ikke passer til tonen på dokken, og om han nu sidder ved siden af en passende kollega til stabelafløbninger til stor forargelse for kontorfolkene, som plejer at være de ”fineste” og ikke vil tage hensyn til en grøn knægt, der ankommer på cykel hver fredag eftermiddag for at hente frøken Fristed og omtaler hulledamer og alle andre som frøken Fristeds kolleger. Og når de to cykler afsted om fredagen, kigger Lillian og Berit altid ud ad vinduet, sætter pegefingeren på panden og ryster kraftigt på hovederne. ”Vor herre bevares, sådan noget fint rak”, siger de gerne og bliver med at kigge og ryste på hovederne, indtil cyklerne er forsvundet i havnens virvar.
   Frøken Fristed er korrespondent og har fri klokken 13 hver fredag, og de øvrige kontorfolk klokken 16, og kontorbygningen får ofte kager bragt fra Renates konditori fredag eftermiddag. ”Når de skal have kager, skal vi fandeme også have”, råber Berit arrigt og kalder på altmuligmanden Bruno, som altid bliver kaldt Darling, og Darling kører så efter kager i sin Hanomag, hvor der er et slags cykelværksted i den bagerste del, og vender tilbage med en kageæske fra rutebilstationens brødudsalg eller bageren i Fredensgade, som er de nærmeste. De splejser altid til en kage til Darling, fordi han henter brødet. ”Det feder, det skidt, det feder, det skidt”, siger han uafbrudt, mens han fornøjet går rundt og spiser af kagen. ”Det manglede sgu da bare, når de skal have, skal vi vel også”, siger Berit og Lillian samstemmigt. At kagerne har en ganske anden standard, talte de aldrig om. De godtede sig bare over, at de også fik, selvom de andre troede, at det kun var dem. Darling er en behjertet sjæl, og på de koldeste vintermorgener, eller hvis himlen sender kaskader af sommerbyger ned over alt og alle, eller andet gør sig gældende, henter han dem ved stoppestedet, og så maser de sig sammen i tre lag ved siden af Darling, som måske har en cykel til reparation i den bagerste del af Hanomag’en. De fniser og griner, og en sjælden stund af sammenhold opstår mellem dem. ”Lad mig tage din taske, så sidder du bedre”. Eller: ”Din jakke sidder i klemme, lad mig ordne det”. Om så alle mennesker havde råbt og skreget, om der så var blevet jordskælv, ville de holde sammen der i Hanomag’en ved siden af Darling, og en fuldkommen fornemmelse af helhed fylder Therese de korte stunder. ”Sådan er jeg rigtig, sådan er jeg hel”, tænker hun altid. De kører også med Darling til 1. maj. Uh, det går derudaf. Musik og sang gjalder på den som regel milde majdag. ”Hvad betyder lock out?” spørger Therese på hjemvejen. Og Berit fortæller det uden at rulle opgivende med øjnene eller ryste på hovedet, som hun plejer, når Therese spørger om noget.
   Nu kigger Berit og Phyllis nysgerrigt på Beth den lørdag aften der ved bordet i Århus Hallen. ”Vil du have en cigaret?” Berit holder en pakke Prince Light frem. ”Næh, tak”. Beth lægger sine lange ben i de lyse strømper over hinanden. Berit tænder selv en cigaret. ”Kender I hinanden?” spørger hun så. ”Ja, det gør vi faktisk!” Beth vipper op og ned med foden i den lilla ruskindssko. Berit inhalerer kraftigt og lader røgen pible ud gennem næsen. Det er ligegodt mere, end hun havde ventet. Hun troede ikke, at Therese kendte nogen overhovedet. Så må hun slukke cigaretten, for herren fra før beder om en ny dans. Phyllis bliver bedt om en dans af en ny herre. Beth og Therese er bænkevarmere eller panelroser eller hvad, det nu hedder og bestiller overlegent gin og tonic. ”Vil du med på diskotek næste lørdag?” spørger Beth. Jah, det vil Therese da godt. Beth er fra Silkeborg og bor på værelse som Therese og har lige fået en aftale i stand om at danse go-go på Karavellen. ”Det giver godt. Man skal bare se godt ud og være lækker helt igennem”, siger Beth, som vil hjem nu, for der er ingen, der siger hende noget. Therese følger med ud for at sige farvel og få lidt frisk luft. Beth siger, at hun vil hente Therese fra arbejde en dag og stiger ind i en holdende taxi. ”Nej! Nej! Endelig ikke!” Therese når lige at få et telefonnummer, hvor hun kan træffe Beth. Selv har hun ingen telefonadgang, men vil ringe fra en kiosk eller boks. Hun bliver selv bedt om en dans, da hun vender tilbage. Berit og Phyllis er stadig ude at danse. Men mandag morgen er de der straks: ”Var det én, du kendte, hende i lørdags?” ”Næh, ikke sådan, vi kom bare til at snakke…og , og vi…vi har aftalt at gå på diskotek næste lørdag”, siger Therese usikkert. ”Det er da ikke noget for dig”, blander Lillian sig henne fra sin plads og sukker opgivende. Nu har hun lige fået Therese anbragt sammen med de andre, og straks render hun til noget andet, som overhovedet ikke er noget for hende. Lillian er irriteret. ”Du kan da sige dig selv, hvordan det vil gå”, siger hun ærgerligt og ser hen på Therese. Jah…men nu har Therese jo lovet det. ”Hun vender tilbage til folden, når luksushippien er blevet træt af hende”, siger Berit til Phyllis. Lillian ryster blot på hovedet og siger, at de skal hulle, for de har travlt og hun går til middag i den kommende tid, for hun skal til nogle undersøgelser. Og Therese ved, at det ikke bliver nemt uden Lillian, som trods alt holder nogen justits, og forude venter barselsorloven, så kommer der en dame ovre fra kontoret.
   Nogle dage senere inviterer hun Beth på the og rejemad og forklarer, at Beth ikke skal hente hende på flydedokken, hvilket gør Beth ustyrlig nysgerrig. ”Det er da en underlig plads at have, som du ikke vil vise frem. Jeg har da ikke noget imod, at du kommer hen på seminariet eller ringer derhen. Hvad i alverden er du så bange for? Det er da bare nogle almindelige piger”, siger Beth. Therese forklarer, at hun ikke just er bange, men der er et uskrevet reglement på flydedokken, og det kan der ikke uden videre laves om på. ”Såh!” siger Beth bare.
   Om lørdagen betræder Therese så for første gang et diskotek, som er helt anderledes end Århus Hallen. Beth har en times tid på dansegulvet, inden hun skal ud bagved og klædes om til go-go-dansen på podiet. Hun har købt noget, der ligner et fiskenet, som de i fællesskab har farvet lyseblåt ved at opløse et farvepulver i en gryde vand. De har brugt en hel søndag på det, og endelig blev det den farve, de ville have. Og de fik nettet op af gryden og hængt til tørre. Og det er blevet flot. Det var godt, at de dyppede det flere gange, så det er ens over det hele. Beth skal være topløs. Det betragtes som meget vovet. Bortset fra nettet og nogle minimale trusser skal hun ikke have noget på, og hun har siddet ude hele pinsen for at blive så brun som muligt. Therese har besøgt forældrene. ”Jeg kan ikke danse”, siger Therese nervøst, da de står inde på toilettet på Karavellen, hvor ”Come to San Fransisco” høres vagt. Højttalerne er ikke skruet op endnu. ”Du skal sgu da bare stampe lidt i gulvet - der er ikke plads til andet”, siger Beth med verdensdame-mine og åbner sine lille stoftaske med påsyede blomster og sprayer sig med Miss Dior. Therese åbner sin lille gå-i-byen-taske og sprayer sig med L’air Temps og retter lidt på de store krøller i sit hår med en spids kam. Beth bruger carmen curlers i sit korte hår. ”De er guddommelige”, siger hun og anbefaler dem til Therese, som sidder i tørrehjelm halvanden til to timer hos damefrisøren eller hjemme hos sig selv med sit lange hår spolet op.
   Og Beth danser så go-go på podiet i det lyseblå fiskenet, og Therese sidder sammen med nogle, som Beth halvt om halvt kender. Hun har dårlig samvittighed over for arbejdskammeraterne. Selvom de ikke behandler hende godt, har de trods alt taget hende med ud, og hun forsvarer dem, hvis Beth siger noget. Da de farvede nettet om søndagen, var de kommet op at skændes, fordi Beth sagde: ”Tøserne, som du arbejder sammen med”. Therese blev gal på Beth, og det var lige ved at gå ud over nettet, som var lige ved at koge over, og det måtte det ikke, for så blev farven ødelagt, og de havde ikke talt sammen et par timer, men havde glemt det igen, da nettet blev tørt, og de rigtigt kunne se, hvor flot det var blevet. Det var første gang, at Therese skændtes med et andet menneske.
   Beth kommer ned i pausen. ”Morer I jer?” ”Ja, ja”. Der er trængsel og ikke megen plads på det lille runde dansegulv, så Thereses frygt for ikke at kunne danse er hurtigt overstået. Det kan slet ikke lade sig gøre på Karavellen. I Århus Hallen er der plads til alle standarddansene. Therese trækker altid tiden ud, til der er trængsel, når hun er på dansegulvet. Beth trænger sig ned ved bordet og sidder halvvejs på skødet af én, der hedder Finn, som Therese har danset med nogle gange. Men han lodser Beth af, for han bryder sig ikke om damer med bare lår. Og Therese sidder på skødet af Finn i stedet for, så der kan blive en plads ved bordet til Beth, inden hun skal på podiet igen. Og en stille fryd skyller op i Therese, og hun tænker et kort øjeblik på Darling, Hanomag’en, 1. maj, frostmorgener og juleaften som barn, selvom forsommernatten står lys udenfor. Og Beth og Therese kommer meget på Karavellen det år og det næste med. Beth danser go-go, og Therese oplever accept. Om vinteren melder de sig til engelsk og sidder i hver sin ende af Beths eller Thereses seng og hører hinanden, hvis der nogle gange er koldt på værelserne.
   Og en aften først på sommeren næste år træffer Therese Bernt på Karavellen. Han læser statskundskab og bor på kollegium, og hun tager ham med hjem. Langsomt har hun vandret mod en stor beslutning, nu har hun taget den. Bernt har en åbenstående hvid skjorte på og bærer halskæde. I Århus Hallen er jakkesæt, slips eller butterfly og pomadiseret hår skik og brug, og Therese synes, at Bernt er fantastisk spændende. De lister hen ad gangen med hinanden i hånden, mens de ler og hysser med en finger for munden, for Thereses hæle klikker mod gulvet i den morgenstille bygning. Og de andre sover vel. Bernt bærer hende det sidste stykke vej til værelset. Der er kommet morgenbrød. To stykker og en kage er Bernts. Therese skal tage det, for hun har hænderne fri, og så vil Bernt lave Nescafé. Og endelig kommer de ind på værelset. Gud har ikke glemt Therese, selvom hun af og til tror det, men tager sig tid til at vise hende den tvivlende, søgende vej, der hedder livet. Og for en stund glemmer hun alt om Lennart, to ad gangen og fortidens hemmelighedskræmmeri.
   De kommer sammen i forsommeren, og hun er med hjemme hos Bernts udenbys forældre nogle gange. Men så skal Bernt på tur med sine studievenner, og Lennart kommer hjem på sommerferie. ”Du kan da ikke lade sådan et geni rende til fordel for en skaldet soldat, som det aldrig bliver til noget med alligevel”, siger Beth forarget, da Therese fortæller om Lennarts besøg, ringe og forældre der nu er informeret. ”Gør det dog forbi! Det vækker selvfølgelig nok en del furore, men du bliver nødt til at tænke på dig selv”. Det er Therese ikke så vant til, så furoren bliver ikke til noget. Det gør forlovelsen med Lennart derimod. Nu er det jo bestemt. Beth vil til England, når hun er færdig med sin uddannelse. Hun vil giftes med en englænder eller en skotte. De er anderledes. Hun har været au pair i Skotland et år, inden hun begyndte på seminariet. Danske mænd er så sladskede, sagde hun gerne. Hvad hun mente, fandt Therese ikke ud af. ”Kan du ikke skrive et brev til ham geniet og fortælle, at det er forbi med soldaten?” spørger Beth en aften, hvor de går en tur. Therese ryster tomt på hovedet og er frygtelig i vildrede. ”Bernt skulle flytte efter sommerferien”, siger hun så. Og Beth fnyser af forargelse. ”Hvorfor fik du dog ikke hans adresse, når han nu fortalte dig, at han skulle flytte? Vi bliver nødt til at låne din søsters matrikel igen”, siger Beth og svanser hen ad fortovet. Og hvor nødig Therese end vil det, beder hun søsteren om at låne matriklen, og søsteren siger, at hun kan ønske sig en i julegave, når der er så meget, der skal undersøges hele tiden. Beth beder ofte om oplysninger, og Therese gør gerne Beth en tjeneste, selvom søsteren bliver irriteret. Hun tager dog endnu en gang matriklen i sin pertentlige bogreol og rækker Therese den mellem to fingre. Men Beth og Therese finder ikke Bernt, som sikkert er flyttet ud i byen. Og kort efter skal Beth rejse, og Therese bliver ringforlovet med Lennart og modtager et eksemplar af matriklen som ekstra julegave fra søsteren til jul det år, og den har Therese opbevaret lige siden.
   Forlovelsen holder ikke. Gift bliver de heller ikke. Der er for meget i vejen på alle fronter. Om Beth bliver gift med sin skotte eller englænder og er bosat derovre, får Therese formodentlig aldrig at vide. Deres veje skilles, da Beth får sin uddannelse og rejser til Skotland og senere England. De skriver sammen et stykke tid, men så går det i opløsning lidt efter lidt. Det er blevet almindeligt at rejse sydpå i mellemtiden, og da forlovelsen med Lennart er hævet, rejser Therese sin første tur alene og bestemmer at finde noget andet at lave, når hun kommer hjem. Og en fredag aften i marts måned, daTherese er på vej hjem fra Flydedokken, bestemmer hun sig til at gå op i byen og købe nogle folieark til at skrive en ansøgning på, for hun har set i avisen, at et nybygget hotel søger en telefon- og receptionsdame. Hun ser sig tilbage over skulderen mod værftet. Lidt tyndt sol strejfer hendes ansigt som hænder, der stryger – måske værftets afskedshilsen. Ja, farvel og tak for det hele. Hun er blevet venner med det store, urolige værft, hvor stålet banker iltert, hvor tunge kraner løfter taktfast, hvor der lugter af rigtige mænd, og hun farer ikke afsted mere, hvis nogen henvender sig til hende, men standser op og snakker lidt. Det hele er ikke så svært mere. Det skal nok gå nu. Hun har forsonet sig med, at det ikke kan være anderledes for hendes vedkommende. Nogle blev hendes stjerner, de andre har ingen betydning mere, og derfor er det heller ikke vanskeligt at fortælle om hverken nutiden eller fortiden, da hun beslutter at gøre det mange år senere. Men denne råkolde martsdag tager hun tasken på skulderen, stikker hænderne i lommerne og går raskt til, for vinden er skarp. Hvor går menneskers oplevelser mon hen?
   Therese bliver så ansat på det nybyggede hotel Mercur som telefon- og receptionsdame og belært om, hvad hun skal og ikke skal. Og der står hun så bag skranken i lysegrå kjole med hvid krave og hvide opslag eller mørkeblå dragt med hvide eller gyldne silkebluser og lysegrå eller mørkeblå højhælede sko. Hun må ikke sidde ned, når direktionen eller prominente gæster er til stede. Kun når hun passer Siemens-telefonomstillingen, må hun indtage pladsen på kontorstolen ved bordet.
   Den lysegrå kjole med hvid krave og hvide opslag var af flannel, og den mørkeblå dragt var, så vidt huskes, af uld-crepe-gerogette. Bluserne af silke og en nederdel af lyst groftvævet stof med en mørkeblå kant blev begyndertøjet ved ansættelsen på hotel Mercur og syet af Taubro Dameskrædderi på Silkeborgvej i Åbyhøj. Senere får Therese også en hindbærrød uld-crepe-gerogette-kjole syet og flere andre, og to er bevaret endnu:
   En dueblå thaisilkekjole broderet med perler af søstrene Taubro og en grønblomstret silkekjole med samme udskæring som på en af dronning Margrethes kjoler, som Therese var så fascineret af. Og Ingelise Taubro vurderede, at den udskæring kunne hun vist også godt lave og havde lige en lille rest grønblomstret silkestof, som passede Therese.
   
   De to kjoler er hermed doneret til Den Gamle By sammen med en frakke købt hos stormagasin Salling, som det hed dengang. Og to par sko fra 1960’erne.
   De sorte laksko med meget tynde hæle blev brugt i forretningen med hatte og handsker sammen med en grå lægget flannelsnederdel og en grønternet kilt og to forskellige cardigan-sæt.
   De lysegrå ruskindssko blev brugt sammen med den lysegrå flannelskjole, som søstrene Taubro syede til Thereses første arbejdsdag på hotel Mercur. Skoene blev aldrig anvendt til andet end at stå i.

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).