I dette nyhedsbrev bringer vi:
Statistik
Generalforsamling og Inspirator
Månedens medlem
Forfattermorgana ???
Månedens tekst

Statistik:
Tekster i alt: 298 (297)
Tegninger i alt: 21 (22)
Offentlige Tekster: 149 (214)
Offentlige Tegninger: 12 (13)
Kommentarer i alt: 961 (924)
Medlemmer i foreningen: 54 (50)
Bestillingeer på Forfattamorgana: 37 (36)

Generalforsamling 2008 og deadline for Inspirator
Lørdag den 17. maj. afholder vi dette års generaldorsamling. Det er meget vigtigt at du tilbagesender tilmeldingen med angivelse af, hvor du helst ser vi afholder mødet inden den 1. maj. Bemærk deadline til næste nummer af Inspirator er ligeledes den 1. maj 2008!

Månedens Medlem
Vi har også i dette Nyhedsbrev fundet "Månedens medlem", som er den bruger, der har været mest aktiv på hjemmesiden indenfor de seneste 30 dage. Den mest aktive i denne måned var: Peter Fjelstrup.

Vi mangler stadig ca. 10 abonnenter eller 2 medlemmer, der hver bestiller et bundt på 5 eksemplarer til løssalg for kun kr. 220,- før det bliver rentabelt at udgive. Da vi ikke har opnået dette mål endnu, vil vi lade det være op til generalforsamlingen at finde ud af, hvad vi skal gøre! Skal vi udsætte udgivelsen til efteråret? Hvad kan vi evt. gøre for at markedsføre Forfattamorgana? Eller skal vi opgive projektet helt?

Månedens tekst
Vi har endnu engang valgt ’Månedens Tekst’ blandt de mange uploadede tekster som ligger på forfatterhaab.dk
Månedens tekst er udvalgt udfra jeres rating via følgende kriterier: 1 - Den tekst som har opnået flest point. 2 – ved pointlighed den af teksterne som har opnået flest kommentarer. 3 – hvis flere tekster opfylder både første og anden kriterium, så den senest uploadede af teksterne. 4 - en tekst kan kun opnå titlen én gang

Happy ending (Slangetæmmersken)
Af Peter Fjelstrup

Samlet score: 20 (ud af 20 mulige)

En nat på vej hjem fra en af disse aftener, hvor vi havde været henne på en varieté og optrådt med Tony, overraskede hun mig ved at sige: ”Leon, når man forelsker sig i nogen, tror du så, det er for at være sammen med nogen, man ligner, eller tror du, det er noget ukendt, man er nysgerrig på?” Lonia var ikke én af de piger, der brugte meget tid på at spekulere over tingene, men for mit eget vedkommende var det jo oplagt, at jeg elskede hende for alt det, som jeg ikke selv var. Men var hun faldet for den ulyksalige ’Ermann på grund af deres fælles træk som mod, beslutsomhed og vilje til at yde det perfekte? Eller var det hans absolutte mangel på medmenneskelighed og finfølelse, der havde pirret hendes nysgerrighed? Jeg måtte lige have tid til at tænke og sagde derfor: ”Når du synger på scenen, vil du så helst synge noget, du kender til hudløshed, eller kan du li’ at prøve noget ufærdigt, hvor du må lytte fra tone til tone for at finde den melodi, der gemmer sig i dit hjerte?”
   Hendes arm, som befandt sig under min, mens vi vandrede ned ad de nattetomme gader, gav et lille klem som tegn på, at jeg havde forstået og besvaret hendes spørgsmål. Hun sagde imidlertid ikke noget, og jeg tog det som et tegn på, at jeg godt kunne fortsætte med at tænke højt. ”Jeg tror, at vi nogen gange leder efter én, som kan vække den uvirksomme, slumrende halvdel af os selv. Egenskaber, som vi længes efter, men som vi ikke selv kan få til at fungere. Og så tror jeg også, at vi nogen gange bare drømmer om helt at slippe væk fra os selv!”
   ”Hvilken af delene var det, jeg gjorde med ’Ermann?” spurgte hun.
   ”Måske der også er en helt tredje mulighed. Tror du ikke, at du drømte om at være nøglen, der lukkede ham op, så alle kunne se den vidunderlige mand, han er indeni, og så du selv fik et formål at kaste al din livslyst og energi på?”
   Det var en vidunderlig aften. Trætte, men mætte af at have optrådt sammen, og med vore fodtrin ekkoende fra husmurene var der god tid til at lade tankerne bundfælde sig, inden nogen igen brød tavsheden. Aftenen på varietéen havde været lidt usædvanlig, fordi der havde været to kvinder, der havde været oppe og slås om den samme mand. Det var nok ikke så ualmindeligt, heller ikke i cirkus, men da håndgemænget var ovre, og den ulykkelige taber var løbet hulkende ud af restauranten, havde vinderen fremtryllet en lillebitte damerevolver og havde skudt sig selv for øjnene af sin bigame elsker. Det var en sigøjner, Lonia kendte, og efter at have forvisset sig om, at kvinden var uden for livsfare, var hun kommet hen til mig og havde bedt mig holde om hende, mens hun snøftede ved min skulder. Direktøren havde opfordret os til at fortsætte underholdningen, men der havde alligevel været en trykket stemning med mere snakken omkring bordene og mindre dans end ellers. Lonia havde af sig selv stukket sin arm ind under min, da vi kom udenfor, og vi var uden besvær faldet i trit, mens vi slentrede hjemad. Efter nogen tid brød hun igen tavsheden:
   ”Leon, jeg har tænkt på det, jeg sagde engang, at jeg ikke kunne blive forelsket i én som dig, som jeg var så tryg ved. Det er måske ikke helt sandt! Måske jeg lige så meget har været bange for dig, fordi du kunne se tværs igennem mig. Det gjorde ikke så meget, så længe du elskede mig på afstand. Men hvis du kom alt for tæt på, og jeg så gjorde noget forkert, så ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle gemme mig eller søge trøst. Jeg ville være redningsløst fortabt!”
   Af og til gør jeg noget dumt! Det gjorde jeg også her. Jeg omfavnede hende. Jeg gjorde det i den hensigt at trøste hende, som man trøster et usikkert barn, der søger tryghed, men jeg må have bedraget mig selv, for i samme øjeblik mine arme trak hende ind til mig, vidste jeg, at dette var Afgrunden. Jeg ville ikke have nogen jordisk chance for at vende tilbage til den kontrollerede distance, jeg havde opretholdt i alle disse mange måneder. Jeg var forlist! Jeg havde ingenting at handle med. Det var alt sammen værdiløst! Så hørte jeg hende snøfte og le på samme tid:
   ”Når jeg tænker tilbage på ’Ermann, så var han mere et samlerobjekt for mig. Jeg ville vise ham, hvor meget jeg kunne. Jeg havde ikke tænkt mig at lade mig forandre. Tværtimod! Men med dig er det anderledes. Du kender mig bedre end jeg kender mig selv!”
   Så løftede hun hovedet tilbage og så på mig med blanke øjne. En gadelygtes skær trak en lysstribe hen over hendes hår og efterlod hendes ansigts ene halvdel i skygge. Jeg så husene omkring mig som en ufærdig teaterkulisse. Kun ved at klemme hende nærmere til mig kunne jeg bevare fodfæstet på fortovet. Jeg sagde: ”Lonia!”
   Det lød vidunderligt, så jeg sagde det igen:
   ”Lonia!”
   Tredje gang jeg skulle til at sige det forjættede ord, afbrød hun mig med fire fingerspidser under min hage og kyssede mig søsterligt på munden. Hun ville ikke afbryde mig, men hun havde noget, hun gerne ville sige:
   ”Leon, du er det klogeste menneske, jeg kender! Min verden er så lille. Jeg kan se på mænds øjne, hvad de ønsker, når de ser mig, men jeg kender dem ikke! Jeg ved ingenting om andre mennesker! Det er begyndt at ængste mig lidt. Er jeg bare til pynt?”
   Nu syntes jeg nok, at hun var på vej ud i en blindgyde, så jeg løsnede min ene arm og strøg hende over håret, mens jeg sagde:
   ”Lad lige være med at spille animeret glansbillede, Lonia! Hvis ikke du var her, så var her dødt som graven. Jeg tror såmænd ikke engang, solen gad stå op, hvis ikke du dansede og sang for den!”
   ”Leon, vær sød og vær alvorlig indtil jeg har fået sagt det, jeg gerne vil sige! Nu har vi gået op og ned ad hinanden hver dag i snart et år, og du har aldrig løftet så meget som en lillefinger for at få mig til at gøre noget, jeg ikke selv havde lyst til. Mens jeg har udnyttet folk og fået dem til at gøre mig tjenester, og så, når de ville indkassere honoraret, har jeg bare ladet som om, jeg ikke forstod, hvad de havde forventet. Jeg vil kende din verden, Leon. Jeg vil lære af dig. Jeg elsker at synge sammen med dig. Din musik respekterer mennesker. Det er musik fra hjertet. Frydefuld, glad, medfølende og bedrøvet musik. Har jeg stadig en chance, Leon?”
   Jeg ville ønske, at jeg havde haft én eller anden cool replik, eller bare et hæderligt pokeransigt, men ingen af delene lykkedes rigtigt, og jeg nøjedes med at trække hende nærmere til mig, mens jeg udøvede al min maskuline autoritet i at nikke bekræftende.
   ”Leon, hvis nu, hvad Gud forbyde, jeg skulle blive stædig og ikke vil lade dig bestemme alt, hvad en mand skal bestemme over en kvinde, så var det måske rart med en ring til at minde mig om hvem, der er min herre og husbond?”
   Også det gav jeg allernådigst min tilladelse til.
   I Dag er Lonia ikke bare min hustru og min elskerinde og mine børns mor, hun er også min ven. Den bedste ven, jeg nogensinde kunne få. Selv Tony siger, at når han ser os, så kunne han også nogen gange ønske sig at blive gift.
   ”Det er meget nemt!” siger jeg så, ”Du skal bare få dig er job som saxofonist i et cirkus, så går resten af sig selv!”

Har du nyheder, ideer eller andet, du vil have med i Nyhedsbrevet, så skriv dit oplæg til Nyhedsbrevets redaktør (nyhedsbrev@forfatterhaab.dk).